Det fransk-tyske samarbejde er afgørende for Europa i en urolig verden. Heldigvis bevæger de to nationer sig i tiltagende grad i samme retning i flere økonomiske, politiske og diplomatiske spørgsmål.
”I dag ser Europa på os, på Tyskland”, betonede Friedrich Merz alvorstungt i sin første regeringserklæring, da han for et år siden tiltrådte som ny kansler i Tyskland.
”Vi vil give den europæiske idé om frihed og fred nyt liv, så Europa igen kan leve op til sin betydning i verden.”
Særligt det fransk-tyske forhold stod helt centralt i Merz’ forestillinger om et stærkere EU.
På sit kanslerskrivebord stillede han endda et billede af den franske præsident Charles de Gaulle ved siden af Tysklands første kansler Konrad Adenauer.
Han var heller ikke sen til at rette kritik af sin forgænger, Olaf Scholz, som han gjorde ansvarlig for at belaste forholdet til Frankrig.