uniforms are a good idea essay interest in life essay introduction to fast food essay usc personal statement essay

En global krise med Kina som vinder

Published on

Facebooktwitterlinkedinmail

Coronapandemien har udløst en global økonomisk krise, der forværres af manglen på amerikansk lederskab og forsinket europæisk indgriben. Kina ender som den stærkeste økonomi. De vestlige lande kan blive nødt til at give staten en stærkere rolle for at klare konkurrencen fra Kina. Påtager EU sig en mæglerrolle?

Af Hugo Gaarden

Coronapandemien fører sandsynligvis til en amerikansk og europæisk recession, og den kan udløse en langvarig global økonomisk krise, der kan blive værre end i 2008-9. Epidemien udløser krisen, men den skyldes nogle dybe problemer, de vestlige lande ikke har løst efter finanskrisen, og de har ikke taget højde for, at globaliseringen også skaber en sårbarhed, der kan ramme økonomien.

De dramatiske regeringsindgreb de seneste dage kan lamme langt mere end den tredjedel af økonomien, som den amerikanske storbank Goldman Sachs forudså i sidste uge inden lukningen af skoler, grænser og offentlige aktiviteter. De seneste lempelser fra centralbankerne hjælper ikke. Staterne må pumpe enorme beløb ud i dét, der er ved at udvikle sig til en krigsøkonomi, og faren er, at vi i den aktuelle panik bruger midler, der ikke hjælper befolkningen, men skader økonomien.

De voldsomme prisfald på olie og aktier kan også føre til storpolitiske magtkampe, som når Rusland vil skade den amerikanske olieproduktion som gengældelse mod amerikanske sanktioner mod energiselskaber. Præsident Donald Trumps lukning af flytrafikken fra Europa til USA har samme karakter, fordi den hindrer den vitale kommunikation for erhvervslivet over Atlanten. Denne gang er der intet amerikansk lederskab for at mildne en krise. Egoismen hersker over samarbejdet selv blandt allierede.

Men der er nogle grundlæggende forhold, der er langt vigtigere end den aktuelle krise, og det har langsigtede konsekvenser. De moderne, globaliserede samfund er blevet ekstremt sårbare – det gælder sundhedssektoren, klimaet, virksomhedernes afhængighed af forsyningskæden og politikernes manglende vilje eller evne til at løse kriser.

Verdens samlede gæld er blevet dræbende. Nul-renterne er på sigt uholdbare, og en normalisering af renten fører uvægerligt til prisfald på de historisk høje priser aktier og ejendomme. Naturkræfterne viser, hvor sårbare mennesker er, og erhvervslivet har skabt globale forsyningskæder, der har enorme fordele for alle på hele jorden, men som kan lamme økonomien. Omvendt kan coronakrisen få virksomheder, sundhedsmyndigheder og borgerne til at lægge vægt på et forebyggende arbejde, for eksempel ved at opbygge rygstød, der kan klare tilbageslag. Vi vil få en demonstration af, om vi kan arbejde langt mere digitalt end hidtil.

Men først og fremmest viser krisen, at de vestlige industrilande ikke er nær så handlekraftige som Kina og mange asiatiske lande, der har lært af mange års kriser. Mens Kina under Sars-krisen i 2003 var verdens 16. største økonomi, er Kina nu verdens næststørste, og om 10 år er Kina større end USA, målt i BNP, også trods coronakrisen, vurderer økonomen Jim O’Neill, der i 2001 skabte begrebet BRIC-landene.

Trods en tøvende start bremsede Kina coronavirussens omfang ved at lukke 5 procent af samfundet (Hubei) totalt af og ved at have total kontrol med virusudbredelsen og aktiviteten i hele Kina. Nu er landet på vej op igen og nedlægger en stribe nødhospitaler. Kina vil satse ekstremt meget på at forebygge tilsvarende kriser og at bevare sin rolle i den globale forsyningskæde.

De vestlige lande har set skævt til kinesernes barske metoder og turde ikke gribe lige så barsk ind for to-tre uger siden – ikke før der kom lig på bordet – og nu kommer Vestens borgere og erhvervsliv med undtagelsestilstanden til at betale en større pris end den, kineserne betaler. Europæerne har end ikke villet hjælpe italienerne med masker og andet hospitalsudstyr. Det har kineserne leveret og har sendt erfarne læger til Italien. Også Sydkorea, Hongkong, Taiwan og Singapore har vist, hvordan krisen kan inddæmmes ved at teste alle og ved straks at isolere risikogrupper (f.eks. indrejsende) uden at lukke samfundet totalt ned. For eksempel greb Taiwan ind den 26. januar ved at lukke for kinesiske rejsende.

Alle vidste for en måned siden, hvor effektiv den kinesiske og asiatiske indsats var, men ingen i EU turde anbefale noget tilsvarende, for alle har berøringsangst over for Kina. Tænk sig, hvis Europa i januar indledte et samarbejde med Kina og Østasien om at bekæmpe coronakrisen.

Kinas handlekraft og Vestens vægelsind demonstrerer, hvorfor Kina vil dominere det højteknologiske og elektrificerede samfund, mens USA var dominerende i automobil- og oliesamfundet. Google’s grundlægger, Eric Schmidt, har set tendensen, og han skrev for nylig i New York Times, at Kina snart vil udkonkurrere USA i højteknologien, medmindre den amerikanske regering hjælper erhvervslivet i et hidtil uset samarbejde. Amerikansk erhvervsliv kan ikke klare konkurrencen på egen hånd, fordi kinesisk erhvervsliv og staten arbejder sammen. Han anbefaler dog ikke, at der skal bygges et jerntæppe mod Kina, som Trump-regeringen ønsker, for alle er afhængige af et samspil med kineserne. Eric Schmidt er formand for to regerings-udvalg om national sikkerhed og innovation.

Også i Frankrig og Tyskland er der svage bestræbelser på, at den private sektor og staterne må arbejde tættere sammen for at kunne hamle op med den kinesiske model, der udmærker sig ved et meget tæt samspil mellem socialisme og liberalisme. Kina er blevet en udfordring for den vestlige, demokratiske styreform og for økonomisk udvikling.

I en nylig Allensbach meningsmåling mener 70 procent af de tyske erhvervsledere, at Kina vil afløse USA som verdens supermagt, og 78 procent mener, at de europæiske virksomheder på et tidspunkt bliver nødt til at vælge side i striden mellem USA og Kina. Dermed er den europæiske udfordring skåret ud i pap. For bare et år siden ville alle have betragtet det som absurd at stille europæiske ledere et spørgsmål om at vælge side.

EU-landene vil næppe føre økonomisk krig mod Kina, men de har trods årtiers forsøg ikke formuleret en langsigtet strategi over for Kina (endsige Asien, der omfatter 60 procent af verdens økonomi). Skal Kina være en rival eller partner? Den tidligere amerikanske udenrigsminister, Henry Kissinger, har i mange år slået til lyd for en amerikansk-kinesisk relation under slagordet co-evolution (sam-udvikling). Dén idé er død i dagens politiske USA. I Europa findes der ikke et eneste strategiforslag fra et institut eller en regering.

Måske kommer der indikationer på et topmøde i april i Beijing mellem EU og Kina og på et ekstraordinært topmøde i september i Leipzig mellem de europæiske og kinesiske ledere. Kansler Angela Merkel står bag Leipzig-topmødet. Men vil det medføre, at Europa gradvist indtager en mæglerrolle mellem Kina og USA? Den ukoordinerede og forsinkede indsats i Europa mod coronavirussen lover ikke godt for en stærkere global optræden.