Facebooktwitterlinkedinmail

KLUMME: Allerede i årets første måned ser vi et forstærket globalt powerplay, hvor nye magter træder stærkere frem, og hvor de gamle står svagere. Tyskland forsøger at komme på banen med Libyen-mæglingskonferencen, men der skal et langt stærkere engagement til, hvis Europa vil have indflydelse i en verden, hvor handelskrig, sanktioner og cybervåben tæller lige så meget som det gammeldags militær.

Af Hugo Gaarden, 20.01.2020

Indgangen til 2020 så rimelig fredelig ud, men bare i løbet af årets første tre uger har vi set et forstærket global powerplay: Nye magter træder stærkere frem, de gamle står svagere, og Tyskland forsøger at træde ind på verdensscenen med Libyen-konferencen.

Præsident Donald Trumps beslutning om at foretage et attentat mod Irans suverænt stærkeste militærchef, Qassem Suleimani, førte til et behersket modangreb. Men det udtrykker kun en pause i konflikten mellem USA og Iran. Modangrebet viste, at Iran har avancerede præcisionsmissiler fuldt ud på højde med de amerikanske. Det samme viste det formodede iranske angreb på Saudi-Arabiens olieinstallationer sidste år. Iran har som mål at få de amerikanske soldater ud af Irak og senere hen ud af Golfen, og derfor kan vi forvente årelange konflikter med avancerede våben, måske med attentater på militære chefer, og hvor politik, cyberwar og økonomi bliver en stærkere del af våbenarsenalet.

Det vil involvere Europa alene fordi, USA optrapper presset på Iran og vil have Europa til at droppe atomaftalen. Den tyske forsvarsminister, Annegret Kramp-Karrenbauer, har bekræftet rapporter om, at USA har brugt diplomatisk afpresning over for Tyskland, Frankrig og Storbritannien ved at true med nye handelstariffer, hvis de ikke tager skridt til at bryde med atomaftalen. Det gjorde de så!

Iran forventer, at Europa lever op til atomaftalens anden del – at normalisere de økonomiske relationer. Det kan mest effektivt ske ved at købe olie, som de amerikanske sanktioner spænder ben for. Tyskland, Storbritannien og Frankrig kan lade staterne købe olien for ikke at bringe private rederier på den amerikanske sanktionsliste, men det tør de ikke. De tør ikke tage et opgør med USA. USA har tvunget et schweizisk firma til at standse færdiggørelsen af gasledningen fra Rusland til Tyskland. Tyskland vil dog ikke opgive gasledningen, men når Tyskland trods alt tør gå imod USA for at få gas fra Rusland, hvorfor tør Tyskland så ikke købe olie fra Iran for at sikre atomaftalen?

Den tyske passivitet står i skærende kontrast til engagementet over for Libyen med weekendens mæglingskonference i Berlin mellem de to stridende fraktioner og de landegrupper, der støtter hver fraktion. Det er en dristig satsning, da Rusland og Tyrkiet står på hver sin side i den libyske borgerkrig, og det samme gør arabiske og europæiske lande. Tyrkiet ønsker at få en allieret i gasudvindingen fra Middelhavet i konkurrence med udvindingen på israelsk havområde, og Tyrkiet ønsker at styrke sin aktivitet i Mellemøsten, nøjagtigt som Rusland med held gør det.

Det store spørgsmål er blot, hvorfor Tyskland er blevet aktiv i Libyen og ikke lige så aktiv i det langt mere sprængfarlige Iran, og hvorfor sagen ikke er overladt til EU-landene som helhed. Det skyldes næppe kun bestræbelser på at hindre en ny flygtningestrøm. Måske er det de første skridt på en mere aktiv geopolitisk rolle i en region, hvor Rusland og Tyrkiet går frem, og hvor USA trækker sig lidt tilbage.

Handelskrigen mellem USA og Kina er sat på pause. Første del af en endelig aftale fører til, at Kina vil købe flere amerikanske varer end hidtil, og det kan gavne Trump ved valget i år. Men det er ikke lykkedes for Trump at bremse Kinas fremstormen som økonomisk og teknologisk supermagt. Tværtimod giver konflikten bagslag for USA, fordi Kina nu gør sig højteknologisk uafhængig af amerikanske virksomheder, f.eks. med chips. Vi får en todelt teknologisk og finansiel verden eller en ny kold krig, som nogle eksperter udtrykker det.

Samtidigt er der bestræbelser på at bryde den amerikanske finansielle dominans, fordi USA egenrådigt laver sanktioner mod lande og virksomheder, sommetider på et tvivlsomt grundlag. Rusland, Kina og Indien og flere andre vil skabe et nyt internationalt betalingssystem og en erstatning for dollaren. EU og ECB overvejer noget tilsvarende.

For Europa er det betænkeligt, at det er ”de stærke mænds” regimer, der går frem. Det illustreres bl.a. af præsident Vladimir Putins bestræbelser på at lave en forfatningsændring, der skal lade ham få betydelig magt, når han træder tilbage som præsident i 2024. Men der er et langt alvorligere aspekt i forfatningsændringen: Putin vil give den russiske lovgivning prioritet over for international ret. Det vil udhule den internationale retsorden, og det vil være vand på møllen for autoritære lande, men også for en Donald Trump, der blæser på national og international ret – også når det handler om at dræbe modstandere som Suleimani. I forvejen vil USA ikke anerkende den internationale krigsforbryderdomstol.

Putins udspil kom netop, mens rigsretssagen mod Trump tog sin afgørende begyndelse i Senatet. Det republikanske flertal vil ikke smide Trump på porten uanset beviser for embedsmisbrug og foragt for Kongressen. Men Senatet skal fungere som en slags domstol, og det er højesterets præsident, John Roberts, som skal lede forhandlingerne i impeachment-sagen. Alle senatorer har aflagt ed på, at de vil holde forfatningen. Men vil de så tale sandt? Skal dét give et skær af juridisk troværdighed til en ren politisk afgørelse? Eller vil beslutningen undergrave det amerikanske retssystemet? De spørgsmål er fundamentale, da det er Vestens formelle leder, der er på anklagebænken, netop mens den geopolitiske magt rykker væk fra Vesten.

Det er en udfordring for Europa. Den nye EU-”udenrigsminister”, Josep Borrell, siger til Der Spiegel, at EU ikke har noget svar på, hvordan europæerne skal reagere i kritiske situationer som Iran-krisen og atom-sagen. Det skyldes, at europæerne ikke har et ”fælles, strategisk verdenssyn.” Når EU ikke har det, hvordan kan man da have en fælles udenrigspolitik?

Vi lever i en tid, hvor handelskrig, sanktioner og cybervåben tæller lige så meget som det gammeldags militær. Hvornår undlader Europa at lade sig presse af såvel USA som Kina og Rusland? Hvornår vil Europa være sig selv og f.eks. hindre en ny kold krig? Hvornår vil Europa kæmpe for en multilateral verdens – i praksis? Måske er Libyen-konferencen et skridt i den retning. Men det sker med et beslutningstempo, der ikke står mål mod den hast, hvormed den nye verden udvikler sig. Vi kan få en iransk atombombe og en ny krig, inden Europa kommer op af starthullerne, og imens løber Kina foran USA.