Facebooktwitterlinkedinmail

KLUMME: Den britiske højesteret har énstemmigt erklæret suspensionen af parlamentet for ulovlig. Ifølge Storbritanniens fremmeste jurister skal parlamentet have ret til at diskutere og træffe afgørelser i en helt usædvanlig sag som Brexit. Afgørelsen er et drønende slag mod de seneste års populister og autoritære tendenser og kan få fundamental betydning for demokratiet.

Af Hugo Gaarden,
24.09.2019

Winston Churchill må vende sig i sin grav – ikke over den britiske højesteretsdom, men over premierminister Boris Johnson, der længe har forsøgt at puste sig op som en ny Churchill. Boris Johnson fik en uhørt lussing af Storbritanniens Højesteret, der i sin kendelse i tirsdags kaldte suspensionen af parlamentet ulovlig. Det var en jordskælvsafgørelse, der fremhæver det britiske parlamentariske demokrati, heri særligt parlamentets opgave med at føre tilsyn med regeringen, og hvis love enhver må adlyde. Churchill trivedes i Underhuset, og han kæmpede en ægte kamp for friheden.

Boris Johnsons forsøg på at hive Storbritannien ud af EU med populistiske og ulovlige metoder fik et forsmædeligt nederlag ved den énstemmige dom i Højesteret. Det var en usædvanlig klar afgørelse, som næsten ingen havde ventet eller turdet håbe på: at Boris Johnsons suspension af parlamentet i fem uger var ulovlig, at hans beslutning om at anmode Dronningen om at suspendere parlamentet var ulovlig, og at parlamentet straks kan indkaldes for at følge Brexit-sagen og træffe de nødvendige afgørelser.

Afgørelsen er så sønderlemmende for Boris Johnson, at han muligvis trækker sig eller vil blive udsat for et massivt pres for at få ham afsat. Højesterets formand, Lady Hale, læste den fire sider lange afgørelse op for Højesteret og tv-stationerne og dermed direkte for den britiske befolkning – ja, for hele verden. Boris Johnson fik læst og påskrevet, som man sjældent har oplevet fra en højesteret over for en regering: I flere hundrede år har domstolene udøvet retten til at tage stilling til, om regeringerne følger loven. En regering skal følge landets love. Derfor kan en regerings beslutning også bringes for en domstol for at få beslutningen vurderet. Under den seneste tids debat har der været en hed diskussion om, hvorvidt Højesteret overhovedet kan tage stilling til suspensionen.

Men det kan domstolene altså, og irettesættelsen af regeringen er uhørt. Skulle det virkelig være nødvendigt med en sådan fundamental belæring om grundlaget for det britiske demokrati – for ethvert demokrati? Nu er det slået fast med syvtommersøm: Parlamentet kan vedtage love, som alle må følge. Det gælder altså også den lov, som oppositionen og 21 fyrede konservative partimedlemmer vedtog, og som betyder, at regeringen ikke kan træde ud af EU uden en aftale. Parlamentet kan ikke ignoreres. ”Parlamentets eneret til at vedtage love bliver undergravet, hvis regeringen kan hindre parlamentet i at udøve sin magt og vedtage love i lige så lang tid, som parlamentet vil det.”. Desuden er parlamentet ansvarlig for regeringsførelsen: ”ansvarligheden over for parlamentet er kernen i Westminster-demokratiet.”

Så kan de demokratiske og juridiske principper ikke udtrykkes klarere. Der er ingen plads til fortolkninger og smarte finurligheder, som Boris Johnson og hans rådgivere har forsøgt sig med. Højesteret er også ganske klar omkring suspensionen. Regeringen har sagt, at den skulle gøre det muligt at forberede Dronningens åbningserklæring for den nye parlamentssamling – med lovforslag – og at den ikke skulle hindre parlamentet i at debattere Brexit. Dét er der tid nok til i de sidste to-tre uger af oktober, sagde Boris Johnson.

Denne argumentation blev totalt fejet til side. Suspensionen havde som formål at frustrere eller hindre parlamentet i at udføre sine forfatningsvedtagne funktioner som lovgiver og som tilsynsførende med regeringen, sagde Højesteret. Der var ikke tale om en normal suspension, for den finder nemlig sted under usædvanlige omstændigheder – omkring den ”fundamentale forandring”, der med Højesterets ord vil finde sted den 31. oktober, nemlig om en eventuel udtræden af EU. ”Suspensionen hindrer parlamentet i at udføre sine forfatningsmæssige rolle i fire ud af otte uger, så der ikke kan føres en debat eller vedtages en lovgivning.”.

”Underhuset har som valgte repræsentanter for folket ret til at udtrykke sig om, hvordan forandringen (omkring Brexit) skal finde sted.” Højesteret påpeger den ekstreme virkning, det har på ’vores demokratiske grundlag.’” Højesretsdommen fik umiddelbart enorme reaktioner. Den viste i ét hug, hvor hårdkogt Boris Johnson håndterede sin regering, sit parti og oppositionen i forsøget på at få briterne ud af EU – en beslutning, der kun bygger på et beskedent flertal for et Brexit, nemlig med 52 pct. mod 48 pct. Han har presset 21 konservative partimedlemmer ud, fordi de ikke stemte for hans Brexit-linje. Han vildledte Dronningen og brød loven med suspensionen, og han har sagt, at han ikke nødvendigvis vil følge parlamentets lov om Brexit. Han har talt om forhandlinger i Bruxelles, men der er ikke fremlagt noget konkret forslag herom, og heller ikke om sikringen af en åben grænse mellem Irland og Nordirland.

Beslutningen vil utvivlsomt få vidtrækkende betydning i Europa og USA. En Højesretsdomstol har turdet træde ind i en betændt politisk krise og har præciseret grundreglerne for magtdelingen mellem parlamentet, regeringen og domstolene. Beslutningen er et dræbende slag for populister og personer med autoritære tendenser, og den viser, at samfundet må have mod til at gå imod forsøg på at manipulere med demokratiet med smarte manøvrer, fake news og løgne. Boris Johnson brugte løgne i Brexit-kampagnen, og præsident Donald Trump har i utallige sager bevæget sig på lovgivningens grænser – senest har han muligvis overtrådt forfatningen i den nye Ukraine-affære for at kaste smuds på sin demokratiske rival, Joe Biden.

Afgørelsen var en lovsang for demokratiet, og bliver måske også et afgørende slag mod de seneste års populisme og autoritære tendenser.