Facebooktwitterlinkedinmail

ANALYSE: Digitaliseringen af det globale syd er ikke til at tage fejl af. Siden starten af årtusindet er antallet af mobiltelefoner i Afrika firdoblet, og antallet af internetbrugere tolvdoblet. Men med digitaliseringen kommer en stadig voksende trussel mod demokratiet – spredningen af misinformation. Et nyt policy brief fra DIIS råber vagt i gevær.

I 2005 havde blot to procent af afrikanere adgang til internettet – i 2018 var det tal steget til 24 procent. Denne tolvdobling af internetbrugere på det afrikanske kontinent er imidlertid ikke uden konsekvenser. Bagsiden af medaljen ved eksplosionen af brugere af digitale services er en demokratisk trussel uden fortilfælde: spredningen af misinformation igennem moderne teknologi. Misinformation defineres som ’intentionelt forkert information’ – eller blot ’løgne’ – og et nyt policy brief fra Dansk Institut for Internationale Studier forfattet af Flemming Splidsboel Hansen og Adam Moe Fejerskov retter opmærksomheden mod de store demokratiske konsekvenser, som digitaliseringen af det globale syd allerede har haft.

Den digitale revolution

Digitalisering af det såkaldte ’globale syd’ foregår med en voldsom hast. Policy briefet fremhæver, at ikke kun er andelen af internetbrugere i Afrika tolvdoblet siden 2005, andelen af mobiltelefonbrugere er også firdoblet siden starten af årtusindet og tæller nu hele 800 millioner. Størstedelen af disse har telefoner med adgang til internettet, og flere hundrede millioner har profiler på Facebook, hvilket udgør 80% af det sociale medieforbrug i Afrika. Dertil kommer, at der er en ikke ubetydelig tendens til såkaldt ’community watching’, altså at et digitalt apparat bliver brugt af flere mennesker på samme tid.

Resultatet er dette er, at (mis)information kan nå ud til flere mennesker end nogensinde før og samtidigt også hurtigere end nogensinde før. Policy briefet fremhæver derudover, at sårbarheden overfor misinformation hos befolkninger i det globale syd stiger i takt med, at befolkninger i disse lande følger den globale trend og stoler mere og mere på sociale medier som en kilde til information og nyheder. Således er der opstået en enormt frugtbar situation for spredningen af misinformation, og med det også en trussel mod demokratiet.

Demokratiets værste fjende

Eftersom misinformation eller ’andre versioner af sandheden’ altid har været en del af det politiske spil, er det ikke underligt, at de nye digitale muligheder anvendes til fulde af opportunistiske politiske aktører i det globale syd. Briefet påpeger i denne forbindelse, at samtlige valg på det afrikanske kontinent i året 2019 oplevede, at misinformationskampagner spillede en central rolle, fra Senegal til Sydafrika. Misinformationskampagner kan altså anvendes både af statslige aktører og regimer, der ønsker at bevare magten og anvende deres monopol på kommunikationsmarkedet, men også af private firmaer og internationale politiske aktører.

I maj 2019 annoncerede Facebook eksempelvis, at de havde forbudt det israelske politiske konsulentfirma Achimedes efter, at det i forklædning som lokale nyhedsmedier var nået ud til millioner af mennesker i bl.a. Nigeria med politisk manipulation i eksempelvis. Ifølge briefet havde Archimedes allerede brugt en million USD på at miskreditere oppositionspolitikere i Nigeria, inden det blev lukket ned; men den demokratiske skade var allerede sket. Et andet eksempel er det nu nedlagte britiske firma Cambridge Analytica, der i 2018 i en hemmelig video pralede med at have bestemt udfaldet af det kenyanske valg i både 2013 og 2017.

Autoritarisme og digitalisering – en farlig cocktail

Således står det ifølge briefet klart, at misinformationskampagner i det globale syd kan bruges til at fremme mange politiske agendaer og i sidste ende snyde en befolkning og afgøre politiske valg. Ikke desto mindre er der dog én speciel form for brug af spredning af misinformation over digitale platforme, der er særlig bekymrende: når den bruges til at indlede eller legitimere konflikt. Dette sås eksempelvis ifm. folkedrabet på de muslimske rohingyaer i Myanmar, hvor Facebook blev en helt central platform til at sprede had og misinformation for på den måde at legitimere folkedrabet.

Kombinationen af misinformation og autoritære illiberale styre er således ifølge Splidsboel Hansen og Fejerskov en yderst farlig cocktail, særligt når regimer har succes med at introducere omfattende monopoler og kontrol af internet og digitale service i deres lande. Dette er bl.a. sket i Etiopien hvor det kinesiske firma ZTE har hjulpet det autoritære styre med at bygge så kontrolleret en digital infrastruktur, at der ifølge briefet i realiteten er tale om statsfinansieret hjernevask.

Hvordan redder vi den demokratiske samtale?

Når digitaliseringen tillader en hidtil uset brug af misinformation til at legitimere konflikt, underkende demokrati og overtræde minoriteters rettigheder, kunne man fristes til at tro, at den demokratiske samtale ligger for døden i denne digitale alder. Kun et meget begrænset antal lande i det globale syd har introduceret lovgivning om privatlivs- og databeskyttelse, og mange har store problemer med varierende grader af viden om medier, ustabile regimer og etniske spændinger.

Ifølge policy briefet er det derfor nødvendigt, at der investeres i digital uddannelse og større kendskab til sociale medier, samt at man bekæmper misinformationskampagner fra både offentlige, nationale, private og internationale aktører. Misinformation har store konsekvenser og særligt i det globale syd, hvor regeringer tør tage flere skridt for at kunne bevare magten, hvor etniske spændinger er mere hyppige, og hvor kendskabet til sociale medier er mere begrænset. Splidsboel Hansen og Fejerskovs konklusion er således ikke til at tage fejl af: vi narrer os selv, hvis vi tror det udelukkende er positivt, at flere og flere får adgang til nettet og det globale forum, for i alle fora spredes misinformation.

Læs selv DIIS’s policy brief her.