Facebooktwitterlinkedinmail

ANALYSE: I nutidens politiske klima kalder både regeringer og politiske oppositioner deres politik for humanitær. Angiveligt er både restriktiv og åben migrationspolitik på én og samme tid den humane løsning. Det rejser imidlertid spørgsmålet, om hvad der i realiteten er humanitær politik. En ny og provokativ rapport fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) gør os klogere på dette spørgsmål.

Vi lever i en humanitær tidsalder. Sådan indledes en ny rapport om ’humanitarismens’ tilstand af Ninna Nyberg Sørensen og Sine Plambech, begge seniorforskere ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Men at vi lever i en humanitær tidsalder er ikke ensbetydende med, at humanitær politik dominerer den globale politiske scene – snarere tværtimod. Den humanitære tidsalder indbefatter derimod, at et stadigt stigende antal NGO’er, internationale organisationer, regeringer og oppositioner på én og samme tid gør krav på det humanitære ’badge’.

I løbet af de seneste år har regeringer verden over fundet adjektivet ’humanitær’ frem fra skrivebordskuffen, når de vil beskrive deres restriktive migrationspolitik. Samtidigt har den politiske opposition og ’humanitære NGO’er’ kritiseret selv samme politik fra et humanitaristisk udgangspunkt. Det er derfor ikke underligt, om man er blevet usikker på, hvori det humanitære egentligt befinder sig. Sørensen og Plambechs rapport giver os gennem tre videnskabelige artikler skrevet af førende forskere indenfor feltet et unikt indblik i den udvikling og diskursive gradbøjning, som det humanitære argument har været offer for de seneste år.

Humanitarisme defineres som ’den fundamentale tro på værdien af det menneskelige liv og værdighed og det moralske imperativ til at beskytte det’. En definition der, ifølge rapporten, får EU’s regeringers ’humanitære politik’ til at ringe noget hult.

Den humanitære grænse går i Middelhavet

Rapportens første artikel er forfattet af Paolo Cuttitta, som analyserer de europæiske regeringers brug af det humanitære argument i deres håndtering af de migrationsstrømme, som EU har oplevet siden 2015. Ifølge Cuttitta er EU-regeringernes ’statslige humanitarisme’ ikke blot karakteriseret ved et narrativ om ’at redde liv’, men også et narrativ, der inkluderer menneskerettigheder. Dette betyder dog ikke, at EU’s regeringer sætter nationale særinteresser til side i den humanitære sags tjeneste. Den statslige brug af det humanitære argument har hovedsageligt resulteret i et narrativ om, at migranter skal have medlidenhed – ikke rettigheder. Ifølge Cuttitta kommer dette til udtryk ved, at man laver streng migrationskontrol og aftaler med, mildt sagt, politisk tvivlsomme statsledere i den humanitære sags tjeneste. Således er det humanitære argument blevet brugt til at skabe ikke-rettighedsbærende migranter. Migranter er blevet til humanitære ofre fremfor rettighedsbærende individer.

Ikke desto mindre har europæiske regeringer brugt menneskerettighederne i de situationer, hvor det kan legitimere deres politik. Artiklen fremhæver eksempelvis den italienske regerings argument om, at man afviser at hjælpe migranter i Middelhavet netop fordi, man ønsker at beskytte deres menneskerettigheder. Det er menneskesmuglerne og despoterne på de sydlige breddegrader, der overtræder menneskerettighederne, og Europa, der beskytter dem. Således konkluderer Cuttitta, at der er sket en humanitarisering af EU’s grænse i Middelhavet. En grænse, der adskiller menneskerettighedsforbryderne fra menneskerettighedsforsvarene, samt skaber ofre, der skal have medlidenhed fra humanitarismens vogtere. Konsekvensen er derfor ifølge Cuttitta ikke blot, at europæiske regeringer har fordrejet og taget patent på det humanitære argument men også, at migranter kun kan inkluderes i det europæiske rum som underordnede andenrangsborgere.

Menneskerettigheder er… for de heldige

I rapportens anden artikel bygges der videre på Cuttittas analyse. Artiklen, forfattet af Gioncanda Herrera og Ulla Dalum Berg, analyserer sydamerikanske regeringers håndtering af migrationskriser de seneste år. Fundamentet i det humanitære argument anses her som værende neutralitet og upartiskhed – altså, at mennesker er lige meget værd og derfor også har lige krav på beskyttelse. Ikke desto mindre afslører Herrera og Bergs analyse, at dette langt fra efterleves i praksis. Selvom sydamerikanske regeringer har fulgt den globale trend og i tiltagende grad brugt humanitære begrundelser for deres migrationspolitik, er deres politik et udtryk for noget andet.

Et eksempel på dette er den ecuadorianske regerings håndtering af hhv. migration fra Columbia og de caribiske lande. Ecuadors håndtering af migration fra Columbia har været præget af imødekommenhed, hvorimod håndteringen af migration fra Caribien og Venezuela har været præget af skepsis og restriktiv migrationspolitik. Diskursen om migranter fra Columbia har været menneskerettighedsbaseret, mens diskursen om migranter fra Caribien har været humanitaristisk.

Ifølge artiklen viser dette ikke bare den politiske selvmodsigelse i regeringers håndtering af migration, men også hvordan humanitarisme og argumenter om menneskerettigheder benyttes efter lejligheden. Argumentet fra Herrera og Berg er således, at der er sket en fordrejning af diskursen omkring migration. Ved at kalde uønskede migrationsstrømme for en ’migrationskrise’ eller ’flygtningekrise’ normaliseres både migration som et problem og migranter som enten ofre eller mistænkelige og potentielle kriminelle. Menneskerettigheder bliver derfor kun for de heldige få, ønskede migranter, mens resten bliver til ofre eller potentielle trusler.

Humanitære organisationer

Men det er ikke blot regeringer, der bidrager til fordrejningen af det humanitære argument. Rapportens sidste artikel analyserer humanitær bistand fra migranternes synspunkt. Artiklen, der er forfattet af Sealing Cheng, argumenterer for, at humanitære NGO’er i mange tilfælde ender med at arbejde imod det, der i sidste ende er deres mission: at hjælpe folk i nød bedst muligt. Dette skyldes ikke mindst den politiske økonomi for humanitære organisationer. Ifølge Cheng, hvis forskning baserer sig på et omfattende feltarbejde blandt migranter i Hong Kong, er migranter ikke blot skeptiske overfor regeringer, der med restriktive politikker påstår at være humanitære eller beskytte menneskerettighederne, men også overfor humanitære NGO’er.

Humanitære NGO’er og deres finansielle støtte hviler på det eksistensgrundlag, at der er folk i nød som de bliver nødt til at hjælpe. Uden at underkende de mange positive resultater som humanitære organisationer har opnået påpeger Cheng, at dette eksistensgrundlag ofte fører til, at NGO’er ikke bare hjælper ’folk i nød’ men også hjælper folk med at forblive ’folk i nød’. Et af de eksempler, som Cheng fremhæver, er nødhjælpsprogrammet ’Hungry for Change’ fra 2014, der er målrettet afrikanske migranter i Hongkong. Programmet bestod i, at migranter modtog ca. 35 kroner om dagen til mad og som betaling delte deres personlige historier online. Artiklen fremhæver dog, at det kun var et meget lille beløb leveomkostningerne taget i betragtning men også, at programmet bidrager til historien om ’den sultende migrant’. Andre eksempler tæller bl.a. fotografier af sultende og nødlidende migranter til NGO’ers hjemmesider, samt tilbud om hjælp og aktiviteter, som migranter kun kan nyde godt af, hvis de svarer på spørgsmål som ’hvordan har dette ændret dit liv?’

Cheng konkluderer således, at humanitære organisationer – om end ofte ufrivilligt – bidrager til en fastholdelse af migranter som ofre, der mangler medlidenhed og ikke rettigheder. Det fastholder migranter i en underordnet position og gør vestlige humanitære organisationer til frelsere, selvom disse underkender deres egen mission.

Humanitarisme: et udhulet begreb?

Ifølge rapporten er det således ikke underligt, hvis man i de seneste par år er blevet noget usikker på, hvad der i grunden er humanitært. Humanitarismen, troen på værdien i menneskets liv og værdighed og imperativet om at beskytte det, hører lærerbøgerne og ikke realiteten til. Sørensen og Plambechs rapport afdækker ikke blot, hvordan den diskursive fordrejning og selvmodsigende politik, som føres af diverse regeringer, langt fra er, hvad man betegner for humanitaristisk – den er også med til at underkende den humanitære mission.

Rapportens artikler præsenterer således et billede af en verden, hvor humanitarismen er blevet udhulet gennem humanitære begrundelser for restriktiv migrationspolitik og uhensigtsmæssigt nødhjælpsarbejde, hvor gamle, kolonialistiske modsætningsforhold mellem offeret og den vestlige beskytter dominerer, og menneskerettigheder er for de heldige få.

Læs selv Dansk Institut for Internationale Studiers rapport her.