Trods løfter om ligeværd og øjenhøjde, er Danmarks udviklingspolitiske strategi præget af en hidtil uset kynisme, mener Susanne Possing, der har skrevet en bog om den østafrikanske menneskelighed.
En dag spørger Susanne Possings nattevagt om hjælp. Philip har et problem: Hans kone er gravid, men parret har ikke råd til endnu et barn. Kan den danske udviklingsarbejder mon hjælpe hende med at få en abort?
Spørgsmålet bliver startskuddet på et nært venskab mellem Susanne Possing og nattevagtens kone, Nambuya Rose, der er en af hovedpersonerne i Kvindernes Land (2024) – Possings personlige beretning fra sit mangeårige virke i det østafrikanske land Uganda.
Det står nemlig hurtigt klart, at Rose ikke har den samme holdning til aborten som sin mand.
Hun føder med store komplikationer parrets tredje barn, hvorefter hun gang på gang sættes tilbage af fødselsskader, fattigdom og især mandens vold, der senere...