USA’s første kvindelige vicepræsident endte i Det Hvide Hus, fordi hun er alt det, Joe Biden ikke er. Hun blev hjulpet på vej af to store bevægelser og en tidsånd i forandring.
Hvis der er et ordsprog, der har defineret Kamala Harris’ karriere, er det dette:
“Timing is everything.”
Det er langt fra sikkert, at hun i dag havde været USA’s vicepræsident, hvis ikke to store bevægelser havde formet tidsånden, så den var Kamala-klar. Når en kvinde med indisk-jamaicanske rødder på kort tid kunne gå fra at være en relativt ukendt senator til at følge med Joe Biden ind i Det Hvide Hus, har det især to årsager:
#MeToo og Black Lives Matterbevægelsen.
Men lad os begynde med historien om Kamala Harris’ indtræden på USA’s nationale, politiske scene, der endte som en eklatant skuffelse. Da hun i 2019 besluttede at gå efter den ultimative magt og stillede op til Demokraternes primærvalgkamp, var forventningerne enorme. Hun lignede den perfekte kandidat i en tid, hvor de identitetspolitiske strømninger havde fået godt fat i det demokratiske vælgerhav, og hun var en...
