Tre scenarier er lige nu på spil i Libanon. I værste tilfælde kan situationen ende i en borgerkrig.
En demonstration bestående af støtter af Hizbollah og Amal, Libanons to shiitiske partier, bevæger sig ind i et det kristne kvarter, Tayouneh, i Beirut. Pludselig lyder der skud. Skuddene kommer fra snigskytter med tilknytning til det kristne parti Lebanese Forces, der åbner ild fra nærliggende bygninger.
Situationen udvikler sig til en gadekamp, hvor demonstranterne, som også er bevæbnede, besvarer ilden. I alt bliver syv mennesker dræbt, heriblandt civile, der befandt sig i nærheden.
Dette scenarie, som udspillede sig den 14. oktober 2021, illustrerer at Libanon allerede før den 7. Oktober 2023 befandt sig i en skrøbelig tilstand, hvor risikoen for vold mellem landets forskellige religiøse befolkningsgrupper ikke blot var en teoretisk mulighed, men en reel bekymring, der prægede mange libaneseres bevidsthed.
I dag befinder landet sig i en endnu mere skrøbelig situation.