Stormagterne har vendt den regelbaserede verdensorden ryggen, og FN er presset både politisk og økonomisk. Skal organisationen forblive uundværlig, må de lande, der vil FN, tage mere ansvar for at reformere den.
Tænk godt ti år tilbage.
På 2015 og indgåelsen af tre store internationale aftaler i FN-sammenhæng: Financing for Development i Addis Ababa, der handlede om øget udviklingsfinansiering.
Paris-klimaaftalen, som skulle holde de globale temperaturstigninger under 1,5 grader i år 2100. Og de 17 Verdensmål, der var tænkt som en køreplan for at sikre alle FN’s 193 medlemslande solide økonomiske, sociale og miljømæssige fremskridt frem mod 2030, “leaving no one behind”.
Siden er det kun gået den forkerte vej: Brexit, Trump 1.0 og ikke mindst Trump 2.0, Ruslands overfald på Ukraine, Kinas trusler mod Taiwan, Gaza og Hormuzstrædet. Chauvinistiske og populistiske kræfter sætter tonen, også hvor de ikke er ved magten.
Hele det multilaterale system og de fælles internationale spilleregler er kommet under gevaldigt pres. Troen på, at vi i fællesskab og i samarbejde kan opnå løsninger, der er et...
Carsten Staur er tidl. FN-ambassadør i New York (2007-13) og Genève (2013-18). Senere OECD-ambassadør (2018-23) og siden 2023 formand for OECD’s Komité for Udviklingsbistand (DAC).