Komintern arbejdede aktivt for at undergrave og destabilisere de øvrige europæiske lande. Gruppen blev nedlagt i 1943 – men dens tankegods og arbejdsmetoder lever videre i Rusland i dag.
For godt hundrede år siden – 2. marts 1919 – mødtes en skare revolutionære socialister i Kreml for på Vladimir Lenins forlangende at grundlægge den såkaldte Tredje Interntrionale, bedre kendt som Komintern. Ganske vist var revolutionen forinden slået fejl i Tyskland, men den nys overståede Første Verdenskrig havde styrtet hele tre imperier i grus til fordel for et nyt Sovjetrusland og en serie europæiske småstater. Lenin tænkte, at der måtte smedes revolution i Tyskland nu, mens jernet var varmt. Overordnet var det hans mål at gøre den nye organisation til ”verdensrevolutionens generalstab” (hvilket også er titlen på den glimrende bog herom af Niels Erik Rosenfeldt fra 2011). Den tyske delegerede Hugo Eberlein var loren, men Lenin lovede de tilstedeværende kammerater, at de snart ville opleve ”en verdensføderation af sovjetter” (det vil sige ’råd’ – Lenins spin for at skjule partidiktaturet).