thesis map essay essay outline on florence nightingale argumentative essay subheadings one word to describe yourself essay

Kongeriget Danmarks prioriteter i Arktis 2021-2030

Published on

af Lasse Oszadlik, oktober 2020

Forandringerne i Arktis opererer ikke på en 10-årig strategis tidsskala. De beregnede effekter af klimaforandringerne vil vare og have konsekvenser mange flere år frem. Enhver nation der udelader de langsigtede konsekvenser af de klimatiske forandringer i deres strategier vil være håbløst bagud og uforberedte på fremtidens udfordringer. Derfor skal Kongerigets Arktisstrategi ikke kun være en plan for de næste 10 år, men indtænke perspektiver for en 100-årig målsætning og strategi. Vi må erkende, at klimaforandringerne ikke længere er en af de håndterbare Arktiske udfordringer, men en ufravigelig præmis hvorudfra vi skal kunne håndtere fremtiden.

Den første målsætning for 100-årsstrategien skal være, at Grønland og Færøerne har et bæredygtigt grundlag for selvstændighed, såfremt befolkningerne ønsker det. Det betyder, at de skal kunne klare sig økonomisk og udenrigspolitisk, herunder sikkerhedspolitisk, uafhængigt af Danmark. Vejen dertil er dog spækket med udfordringer for alle tre lande fra mange forskellige aktører. Derfor skal Kongeriget fokusere de første 10 år på at undgå en uholdbar løsrivelse af Grønland og Færøerne ind i usikre ordninger, hvorunder deres sikkerhed for velstand ingenlunde er garanteret så godt som i Rigsfællesskabet.

Sikkerhedspolitikken er det afgørende grundlag for en vellykket Arktis Strategi. Rusland opruster deres arktiske militære kapaciteter og har både overlappende krav med Kongeriget til kontinentalsoklen i det Arktiske Hav og fremstår atter som den største militære trussel mod NATO og Danmark. Kina har med den Polare Silkevej, beskrevet i deres Arktiske Strategi, fremlagt deres intentioner om at fortsætte deres Belt and Road-initiativ til Arktis og truer gennem økonomiske interventioner Kongerigets integritet og sammenhold. USA har historisk indflydelse på det danske Arktis gennem Thulebasen og de kan ikke tillade, at Kina og Rusland får for meget indflydelse i Arktis, hvorfor de kan se sig nødsaget til at overtage på områder, hvor Kongeriget og NATO ikke kan leve op til de amerikanske krav.

Danmark står altså overfor tre primære udfordringer i Arktis fra de tre mest magtfulde aktører på jorden: Den hårde magt- og sikkerhedstrussel fra Rusland, den økonomiske magts trussel fra Kina og den bløde magts trussel fra USA.

Vi vil se giganternes kamp om kontrol, ressourcer og holdninger i Arktis – og Kongerigets indflydelse er begrænset i sammenligning. Derfor skal Kongeriget være fokuseret, dedikeret og klar i sine målsætninger og strategi. Essayet argumenterer for, hvorfor Kongeriget skal prioritere sikkerhed mod hård, blød og økonomisk magt for Arktis Strategien de næste 10 år, men prioriteterne skal skue endnu 100 år frem, for det er kun ved den langsigtede forberedelse og planlægning, at Kongeriget kan håbe at have succes.

De arktiske udfordringer

1. Rusland
Ruslands sikkerhedspolitiske førsteprioritet er og har altid været at skabe et opland hvorfra de russiske styrker kan købe sig tid til forstærkning af hovedlandet under en konflikt. Det er derfor, at Rusland udfører operationer såsom annekteringen af Krim og det er grunden til, at det bekymrer Kreml at NATO opmarcherer lige ud for den russiske grænse i Vesteuropa. Rusland havde en geografisk mur mod nord i form af det uvejsomme klima i Arktis, men Rusland kan ikke længere hvile ved ismurens beskyttelse. Rusland har erkendt dette for længst, og var hurtig til at opgive krav og data om kontinentalsokkelforlængelse ud over Nordpolen til FN. Rusland har også oprustet og råder over den største arktiske militærkapacitet i verden. For Rusland er det afgørende i en maritim konflikt mod NATO at have adgang til Atlanterhavet fra nord, da deres alternative adgange via Østersøen og gennem allierede Syriens flådebaser i Middelhavet er for snævre og kan lukkes nemt af NATO ved Skagerrak og Gibraltarstrædet.

Derfor udgør Rusland en militær trussel for Kongeriget, da Rusland vil forsøge at skabe kontrol over det Arktiske område, herunder Grønland og indsejlingerne til Nordatlanten via Danmarkstrædet mellem Grønland og Island og via Norskehavet mellem Island, Færøerne og Storbritannien (også kaldet the GIUK gap efter gabet mellem Grønland, Island og United Kingdom).

Det er også naturligt, at Rusland opruster deres militære tilstedeværelse og kapacitet i Arktis i takt med den stigende maritime trafik, da Rusland således kan kontrollere trafikken og øge deres globale indflydelse.

Udviklingen i Arktis har indtil nu været fredelig, og det vil den fortsætte med at være så længe de økonomiske muligheder er gunstige for Rusland. Rusland har behov for kinesisk kapital til at støtte deres investeringer i ressourceudvinding og handel, hvorfor Rusland vil holde blusset lavt så længe de har maksimal indflydelse og økonomisk gevinst uden at gå på kompromis med den geopolitiske sikkerhedsstrategi.

I udenrigspolitikken prioriterer Rusland altid sikkerhedspolitik over handel og økonomi, hvorfor det må forventes, at der i takt med spændingerne vil ske et skifte i Ruslands strategi, hvor de overgår til brug af magtmidler for at gennemføre deres mål. Rusland har tidligere haft succes med hybrid krigsførelse, som det blev anvendt på Krim-halvøen, samt med deres informationskampagner og cyberkapaciteter, hvor det er lykkedes at influere NATO allierede, f.eks. USA’s valgkampe.

Rusland vil fortrinsvis gøre brug af hybride metoder, der akkurat går under grænsen for aktiviteter, der medfører en væbnet respons fra NATO, fordi det er effektivt og koster færre ressourcer. Rusland vil dog forsætte med at opbygge sin konventionelle kapacitet i Arktis, fordi det er forudsætningsskabende for en troværdig hybrid krigsførelse. NATO vil ikke ty til væbnet respons på gråzone-aktiviteter så længe Rusland oppebærer konventionel magt nok til at gøre det for omkostningsfuldt for NATO at respondere.

De afprøvede og succesfulde russiske metoder inden for informationskrigsførelse kan blive kopieret til Arktis og ramme Kongeriget på flere fronter. Det er i Ruslands interesse, at Grønland og Færøerne står svækket i et NATO-samarbejde for at øge chancerne for tilgang til Atlanterhavet, og derfor vil Rusland forsøge at influere grønlandske og færøske stemmer hen imod selvstændighed. Det vil skabe splid inden for Kongeriget, som vil svække den nationale respons mod eventuelle trusler, og Kongeriget vil blive mere afhængigt af NATOs ressourcer mod nord. Samtidig vil USA se det som en svækkelse af deres nordlige flanke, hvorfor det må forventes at USA enten vil kræve en oprustning af NATO og Kongerigets Arktiske kapaciteter, eller i sidste instans annektere dele af Grønland som en del af deres selvforsvar mod Rusland.

2. Kina
Kina har i mange år haft succes med deres økonomiske udenrigspolitik og deres Peaceful Rise-strategi. Globalt investerer Kina i mange mindre nationer gennem økonomiske lån eller konstruktion af infrastruktur, hvorefter den modtagende nation står i gæld til Kina, som Kina kan anvende som pressionsmiddel for politiske aftaler. Ved konstruktion af infrastruktur kan Kina desuden nægte værtslandet muligheder for beskæftigelse, fordi Kina benytter kinesiske konstruktionsfirmaer og sikkerhedsfirmaer, eller driver og vedligeholder konstruktionerne med kinesiske firmaer. Alternativt står konstruktionerne efterladte hen, fordi værtsnationen ikke har de nødvendige ressourcer til at opretholde det byggede. Denne model udvider Kinas indflydelsessfære globalt, fordi de modtagende nationer er afhængige af de kinesiske investeringer. Det er ofte praktisk umuligt at undgå kinesisk indflydelse, da det kinesiske regeringsparti, Kommunistpartiet, ejer andele i mange kinesiske firmaer, som igen ejer dele af andre udenlandske firmaer, og således kan der trækkes tråde fra mange tilsyneladende ikke-kinesiske firmaer til det kinesiske Kommunistparti.

Truslen for Kongeriget i den kinesiske model er, at Kina forsøger at få fodfæste i Arktis gennem Grønland og Færøerne. I 2018 erklærede Kina sig for en “nær-Arktis” stat og har fået observatørstatus i Arktisk Råd. Det kinesiske White Paper om Kinas Arktis Strategi formulerer klart, at Kina har store interesser i den arktiske udvikling, både inden for handel, økonomi og ressourcer.

Kina ønsker et selvstændigt Grønland, fri fra det Danske Kongerige, da et selvstændigt Grønland uden bloktilskud har brug for udenlandsk kapital og investeringer. I takt med at råstofudvinding af olie, gas og sjældne mineraler bliver mere rentabelt som følge af mildere klima, har Grønland også brug for støtte til at bygge infrastruktur til udvinding, behandling og handel af råstofferne, samt behov for uddannet personel der kan betjene infrastrukturen. Kina tilbyder alt dette under favorable forhold, da det til gengæld giver Kina et solidt fodfæste i den Arktiske økonomi. Derfor er det også i Kinas interesse at arbejde hen imod grønlandsk selvstændighed.

For Færøerne gælder, at Kina er interesseret i at udvide øernes maritime kapaciteter til at understøtte deres polartransport. Huawei har allerede gjort sit indtog og tjener som eksempel på ovenstående kinesiske forretningsmodel, og understreger at problematikken ikke er fremtidig men nutidig.

Kina råder over et bredt spektrum af indflydelsesmidler, og det er rimeligt at forvente, at Kina vil forsøge aktivt at influere Grønland og Færøerne hen imod selvstændighed fra Danmark. Kina vil fokusere på de økonomiske incitamenter, men det er ikke usandsynligt at informationskampagner drevet af deres cyberkapaciteter vil understøtte de økonomiske tiltag.

Da selvstændighed fra Danmark kræver vedtagelse i folketinget, skal Kina også påvirke danske holdninger, hvorfor den kinesiske målsætning ikke er begrænset til Grønland og Færøerne, men også vil ramme befolkningen i Danmark.

3. USA
USA er en global supermagt fordi deres magtapparat kombinerer konventionel hård magt med kulturel indflydelsesrig blød magt. Den hårde magt er fundamentet for USA’s globale rækkevidde, og den magt USA vil bringe i spil, hvis hjemlandets flanker trues. Den bløde magt er kultiverende for USA’s indflydelse globalt, og kan ses gennem kulturelle ikoner såsom Coca Cola, Hollywood-produktioner, musikere med flere, der befinder sig overalt og spreder amerikanske værdier. Da den amerikanske præsident foreslog at købe Grønland, var det et eksempel på at skabe indflydelse gennem den bløde og økonomiske magt. Det er hverken uhørt eller sjældent at købe land eller territorier mellem nationer, og blandt Kongeriget og USA skal vi kun tilbage til 1917 før vi støder på sidste handel med territorier mellem de to nationer. Et amerikansk Grønland giver mening for USA, da de kan sikre deres nordlige flanke mod Rusland samt øge deres arktiske tilstedeværelse betydeligt, og dermed minimere både Kina og Ruslands indflydelse i området. Hvis USA erkender, at NATO’s og Kongerigets indsats i Arktis ikke er tilstrækkelig for at varetage de amerikanske interesser, vil USA se sig nødsaget til at gribe ind unilateralt. Her vil USA lægge pres på Kongeriget for at indgå flere aftaler lignende Thulebasens, hvis ikke Kongeriget medgiver et salg af Grønland. For at øge sandsynligheden for, at Kongeriget opgiver Grønland, skal USA påvirke både den grønlandske og danske befolkning til at presse på Naalakkersuisut og folketinget for at vedtage enten en afståelse af Grønland eller en selvstændighed. Herefter vil USA lægge pres på et selvstændigt Grønland, og evt. Færøerne, om at indgå forsvarsaftaler lignende den USA indgik med forsvarsløse Island i 1951.

Men er det så slemt, hvis Grønland og Færøerne bliver en del af USA? Der er tre modeller for indlemmelse under den amerikanske union: 1) ikke-inkorporerede territorier som den puertoricanske model, 2) som de hhv. enoghalvtredsindstyvende og tooghalvtredsindstyvende stater i unionen, eller 3) som selvstændige stater med bilaterale forsvarsaftaler efter den islandske model.

Den sidste model kræver selvstændige økonomier, noget USA vil have svært ved at acceptere givet Kinas mulighed for at investere og dermed øge deres indflydelse. De to første muligheder afføder spørgsmålet, om det virkelig er i de grønlandske og færøske befolkningers bedste interesse at blive indlemmet i en nation, hvis eneste incitament for indlemmelsen er at placere konfrontationerne mod Rusland og Kina væk fra hjemlandet. Fremfor at være amerikanske territorier ville Grønland og Færøerne nærmere være slagmarken USA skal afvise Kina og Rusland på, før de når for tæt på hjemlandet. Slutteligt kan man vurdere, hvordan den amerikanske behandling af oprindelige folk og minoriteter vil oversættes til et samlet grønlandsk og færøsk befolkningstal svarende til 1,5 % af den indfødte amerikanske befolkning.

Kongerigets muligheder
De tre forskellige trusler præsenterer på hver deres måde den samme overordnede udfordring for Kongeriget – at holde sammen! Det er Kongerigets mål, at Grønland og Færøerne kan blive selvstændige på lang sigt, men inden for de næste 10 år er enhver løsrivelse uholdbar for befolkningernes sikkerhed og velfærd.

Uanset hvilke andre udfordringer, der opstår som isen smelter, vil de tre mest magtfulde nationer i verden kunne udnytte et opdelt Kongerige til deres egen fordel. Grønland specielt vil blive udsat for informationskampagner og økonomiske tilbud, som vil så tvivl om fordelen ved at være en del af Rigsfællesskabet. Derudover befinder Grønland sig geografisk som en lus mellem den amerikanske og russiske negl. Færøerne kan trække vejret roligere, da deres geografiske placering er mindre afgørende for den russiske adgang til Nordatlanten, og Færøerne vil primært møde de økonomiske incitamenter fra Kina. Den danske befolkning vil også blive udsat for informationskampagner der skal opbløde holdningen om, at Grønland og Færøerne bør forblive i Kongeriget.

De næste 10 år må Kongeriget derfor prioritere højest at holde sammen, og dette kan kun gøres ved at sikre Grønland og Færøernes selvstændighed fra russisk, kinesisk og amerikansk indflydelse. Kinesisk indflydelse mindskes ved at styrke den grønlandske og færøske økonomi og gøre det attraktivt at gennemføre handler, der styrker de interne forhold. Russisk og amerikansk indflydelse mindskes ved at sikre de grønlandske og færøske grænser og farvande mod militære trusler. Således vil Rusland afvises, og USA ikke se det nødvendigt at overtage.

Kongeriget skal derfor arbejde for disse fire målsætninger de næste 10 år:

  1. Styrk sikkerheden og forsvaret i Grønland og Færøerne med henblik på at kunne afvise russiske styrker samt forsikre allierede om Kongerigets evner til at forsvare egne territorier og essentielle områder for NATO’s forsvarsstrategier.
  2. Styrk den interne økonomi i Grønland og Færøerne og gør det uattraktivt for kinesisk influerede aktører at investere i landene.
  3. Styrk sammenholdet i Kongeriget gennem øget inddragelse af Grønland og Færøerne i regeringsforhold og gennem informationskampagner for befolkningerne om vigtigheden af et stærkt sammenhold i Kongeriget.
  4. Hav 100-års målet for øje, og start planlægningen nu!

 

Essaykonkurrencen blev afholdt i samarbejde med Udenrigsministeriet, og vinderne fik en personlig samtale om Arktis med udenrigsminister Jeppe Kofod. Artiklerne publiceres i Atuagagdliutit/Grønlandsposten og Politiken.