write good transfer application essay virgil aeneid essay essay cactus toothpick holder ssat sample essay book thief essay essayer au futur antrieur

Kronprins Muhammed bin Salman trækker i land

Published on

KLUMME: Ophævelsen af sanktionerne mod Qatar siges at normalisere samarbejdet i GCC, men der er fortsat mange indre modsætninger blandt landene.

af Hans Henrik Fafner, 11.01.2021

 

Da Muhammed bin Salman i juni 2017 blev udpeget til kronprins i Saudi-Arabien lagde han hårdt ud. Han iværksatte straks en vidtrækkende kampagne for at rydde ud i nepotisme og korruption i kongeriget. En lang række velhavende saudiarabere – heriblandt flere medlemmer af kongefamilien – blev anholdt og tvunget til at betale milliarder tilbage til statskassen. Sagen havde også påståede forbindelser til Qatar, og dette lagde sig oven i en allerede eksisterende mistillid til nabolandet, som blandt andet byggede på beskyldninger om støtte til terrorgrupper.

Resultatet blev en stram blokade og handelsboykot mod Qatar. Den førte til lukning af landegrænsen mellem de to lande, store begrænsninger for det nationale luftfartsselskab Qatar Airways, stop for samhandel og en lang række andre krav, og skridtet blev bakket op af to andre medlemmer af samarbejdsorganisationen GCC (Gulf Cooperation Council), De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain, mens Kuwait og Oman holdt sig på sidelinjen. Den 5. januar blev boykotten hævet igen med stor pludselighed, hvilket kan læses som et tegn på, at kronprins Muhammed har travlt med at trække i land.

Qatar har verdens største per capita GDP som følge af indtægter fra enorme naturgasfelter i undergrunden. Både hvad angår areal og folketal er det blandt de mindste lande i Mellemøsten, men trods dette har Qatar længe ført en både synlig og aktivistisk udenrigspolitik, der samtidig har karakter af en slags pragmatisk balancegang. Landet har gode forbindelser til naboen Iran, på den anden side af Den Persiske Golf, og det ses blandt andet ved, at Qatar yder økonomisk støtte til Libanons shiamuslimske Hizbollah-bevægelse, som er en af iranernes strategiske partnere i regionen. På samme vis bruger Qatar en del af velstanden til at støtte det palæstinensiske Hamas på Gazastriben. Dette er årsagen til at Egypten, som ikke er medlem af GCC, valgte at slutte op om boykotten; det egyptiske styre under Abdel Fattah al Sisi ser nemlig Det Muslimske Broderskab, som er ideologisk beslægtet med Hamas, som en indre trussel.

Her i består det saudiarabiske argument om at Qatar støtter terrorbevægelser, et argument som yderligere forstærkes af at tv-stationen Al Jazeera, som sender fra Qatars hovedstad, Doha, ses som en destabiliserende faktor i regionen. Navnlig under det såkaldte arabiske forår, for 10 år siden, var Al Jazeera flittig til at give oppositionsbevægelser god tv-dækning, og den slags var en torn i øjet på styret i Saudi-Arabien. Der var altså et gammelt regnskab at gøre op med boykotten.

Imidlertid må Muhammed bin Salman nok indse, at regnestykket ikke har ført til noget resultat. Naturligvis har boykotten været til gene for Qatar, men landet formåede hurtigt at navigere sig udenom. Man var hurtig til at udnytte de gode forbindelser til Iran, så en stor del af handelsruterne nu gik den vej, og Tyrkiet var hurtig til at oprette en luftbro, der sørgede for at bringe friske fødevarer frem. Som modydelse lovede Qatar at investere 15 milliarder dollar i Tyrkiet, hvilket gav landets slunkne økonomi en tiltrængt saltvandsindsprøjtning. Mens boykotnationerne havde forventet at ramme Qatar på økonomien og den indre stabilitet, havde landet allerede i 2018 en vækst på 2,7 procent.

Det er nok denne erkendelse, der har fået de fire boykotnationer til at standse belejringen af Qatar. Men et andet, og nok endnu vigtigere element er forholdet til USA, som også er en del af Qatars diplomatiske balancegang. Samtidig med at Qatar som sagt plejer gode forbindelser til Iran, er landet også hjem for den store Al-Udeid flybase, en halv times kørsel fra Doha. Den blev anlagt i 1996, altså fem år efter Golfkrigen mod Saddam Husseins Irak, for at amerikanerne skulle have et støttepunkt i Mellemøsten, og efter 11. september var Al-Udeid udgangspunkt for de amerikanske operationer i Afghanistan og Irak. Sidste år tog Donald Trump skridt til at trække amerikanske styrker ud af navnlig Afghanistan, men samtidig voksede bemandingen på Al-Udeid, som i dag er USA’s ubetinget største militære tilstedeværelse i den del af verden.

På den baggrund har administrationen i Washington gennem hele forløbet været tilbageholdende med sin kritik af Qatar. Men gennem de seneste fire år har Donald Trump samtidig været yderst overbærende overfor Saudi-Arabien. Han har eksempelvis afholdt sig fra nogen form for kritik efter drabet i 2018 på den saudiarabiske journalist og systemkritiker Jamal Khashoggi, selv om det er sandsynligt at antage, at Muhammed bin Salman har haft en rolle i sagen.

Alt dette står til at ændres når Joe Biden flytter ind i Det Hvide Hus den 20. januar. Det står endnu ikke klart, hvordan han vil lægge stilen i sin mellemøstpolitik, men det er en given sag, at han som noget af det første må tage stilling til Iran og en relancering af Barack Obamas atomaftaler, som Donald Trump trak USA ud af. I forhold til dette vil Biden også kunne forventes at forholde sig skarpere til Qatar og GCC, og eftersom menneskerettigheder er et af hans fokusområder, vil han også kunne tænkes at konfrontere Muhammed bin Salman med drabet på Khashoggi og lignende sager. Der er med andre ord gode grunde til at kronprinsen valgte at trække i land nu, inden Joe Biden har taget roret i Washington.

 

Hans Henrik Fafner har gennem 26 år skrevet om Israel og Mellemøsten med fast base i Tel Aviv. I 2020 udkom hans seneste bog, ’Halutzim. Kontrasternes Israel’, der belyser landets mange indre modsætninger.