Den hviderussiske revolution har sat gang i en noget nær ustoppelig kvindelig kraft mod ’Europas sidste diktator’. Styrken er kommet bag på kvinderne selv.
Tag ikke fejl: Trods nyheds-blackout lever revolutionen i Hviderusland stadig. Og kvinder fører stærkt an i den daglige, bitre kamp. Oprøret har fået et umiskendeligt kvindeligt ansigt.
Krigen har ikke et kvindeligt ansigt har den hviderussiske nobelprisvindende forfatter Svetlana Aleksijevitj kaldt sin bevægende bog om og med de sovjetiske kvinder, der kæmpede i Den Røde Hær under Anden Verdenskrig, men ikke fik en heltemodtagelse eller blot anerkendelse for deres indsats, da de vendte hjem. De har siden holdt sig tilbage med at fortælle om deres oplevelser.
Men i dag kan ingen sige, at den hviderussiske revolution, der begyndte i august 2020, ikke har et kvindeligt ansigt og en stemme, der ikke kan høres. Tværtimod er opgøret med Aleksander Lukasjenkos mere end 26 år lange undertrykkende regime i ’Europas sidste diktatur’ nærmest blevet synonymt med ’dets kvindelige ansigt’.