Luften er elektrisk. De hoppende, smilende, råbende kroppe er som ladet med en særlig kraft, der smelter de enkelte dele sammen til én beruset boble af energi, der tør håbe alt, overkomme alt. På Martyrpladsen i Beiruts centrum kommer stadig nye til, så mange, at de trods pladsens enorme størrelse presses ud i sidegaderne. De råber på revolution. Frygten for de korrupte sekteriske ledere og deres militser er drevet bort. Frygten for hinanden forsvundet. Alle partilederne skal falde, synger de taktfast: ”Kellon yanie kellon”.

Jeg bor i Beirut, netop som oprøret starter i oktober 2019. I kølvandet på nye skatter, skovbrande og en økonomi i frit fald, kræver libaneserne forandring af det dysfunktionelle politisk-religiøse system, som har holdt libaneserne nede siden borgerkrigens afslutning (1975-1990). Protesterne er fra begyndelsen ladet med humor, og den særlige energi som hører folkefester og forelskelser til. Demonstranterne joker, laver...