Facebooktwitterlinkedinmail

KLUMME: Mens et iransk angreb på olieinstallationer i Saudi-Arabien har skabt frygt for en ny krig i Mellemøsten, er Israel efter et meget tæt valgresultat på vej til at blive en kolonimagt med en anneksion af en så stor del af Vestbredden, at en tostatsløsning bliver umulig.

af Hugo Gaarden,
18.09.2019

Det israelske valg blev et dødt løb, men uanset regeringsdannelsen vil det få omfattende konsekvenser: Israel tager de første skridt til at annektere en tredjedel af Vestbredden, hvilket gør en fredelig tostatsløsning umulig. Israel bliver for alvor en kolonimagt, hvilket vil skabe internationale spændinger. Samtidig vil det iranske angreb på olieinstallationer i Saudi-Arabien også få konsekvenser. Iran viser, at landet har kapacitet til at angribe overalt i Mellemøsten med præcisionsvåben, som er svære at forsvare sig imod, og derudover også, at landet tør tage en konfrontation med både USA og Israel. Mellemøsten er derfor rykket ind i en ny tidsalder, hvor magtforholdene ændrer sig dramatisk, og det kan føre til en ny mellemøstkrig.

Det israelske valg blev et tæt løb mellem de to store partier, Likud med Benjamin Netanyahu i spidsen, og Det Blå-Hvide parti med Benny Gantz i spidsen. Der kan gå flere uger før der dannes en koalitionsregering, men én ting synes sikker – anneksionen af en tredjedel af Vestbredden, som Netanyahu har bebudet, vil blive gennemført før eller senere. Gantz er muligvis mere moderat end Netanyahu hvad angår indenrigspolitik, men han er mindst lige så høge-agtig over for Vestbredden og araberne. Ved at beslaglægge en tredjedel af Vestbedden mod Jordan-floden bliver et selvstændigt Palæstina en umulighed. Dette har Netanyahu systematisk tilstræbt gennem fortsættelsen af israelske bosættelser og nu også med forslaget om yderligere anneksioner, der nyder bred opbakning. Dette strider imidlertid mod internationale beslutninger taget i FN samt USA’s hidtidige politik, indtil præsident Donald Trump ændrede kurs.

Palæstinenserne synes at have opgivet at få deres egen stat, og de vil komme til at leve som i et kolonirige eller en apartheidstat, hvilket går imod de seneste 50 års internationale bestræbelser. Flere lande forhindrer mere eller mindre brutalt mindretal i at få selvstændighed, men der er intet andet land, der i nutiden koloniserer et andet folkeslag. Dette vil utvivlsomt føre til internationale spændinger. Det kan også skabe spændinger internt i Israel, hvis alle palæstinensere inddrages i Israel. Araberne i Israel (palæstinenserne) udgør ca. 20 pct. af befolkningen, og deres politiske partier har dannet en form for koalition op til dette valg i ønsket om at opnå større indflydelse. Disse partier kan derfor få afgørende indflydelse på, hvem der bliver ministerpræsident. Netanyahu har udtrykt sig meget kritisk over for dette: ”Det kan ikke accepteres, at en regering afhænger af anti-zionistiske arabiske partier.” Han udtrykker dermed netop Israels dilemma: Israel vil have kontrol over palæstinenserne men vil ikke give dem frihed, deres eget land eller fulde rettigheder i et Stor-Israel. Vil Israel så fordrive dem?

Det iranske angreb i Saudi-Arabien skaber også et dilemma for hele regionen samt for USA. Iranerne har afvist, at de stod bag angrebet, som officielt anses som at være udført af Yemens houthi-oprørere – som Iran imidlertid støtter. Men angrebet var så omfattende og avanceret, at houthierne ifølge eksperter ikke kunne have stået bag, og Iran har endvidere tidligere truet med at angribe olieinstallationer i regionen som et modsvar på USA’s økonomiske sanktioner mod Iran. Et amerikansk droneangreb på Iran blev også for nylig afbrudt i sidste øjeblik af præsident Trump. Der er altså ingen tvivl om, at Iran står bag angrebet, og at det kan siges at være sket med kølige diplomatiske overvejelser: Iran ville teste sine modstandere og vise sin egen styrke og kapabilitet til at kunne angribe overalt i regionen – åbenbart også uden at møde raketforsvar. Det er næppe kun droner, som iranerne har brugt til angrebet, men også slagkraftige krydsermissiler, der kan skifte bane undervejs og derfor er svære at skyde ned. Sikkerhedspolitisk har Iran også vist sin styrke, for udover at støtte houthierne støtter landet også Hizbollah i Libanon, militsstyrker i Irak og regeringen i Syrien, hvor Israel har foretaget talrige angreb på iranske våbendepoter. Iran har dermed lagt sig i en militær ring omkring Israel.

Israel og Iran er allerede i en lavprofilkrig, og udvides denne krig, kan Hizbollah sende hundredevis af droner, missiler og måske også krydserraketter mod Israel. Sker der en optrapning i de næste uger, vil det være i Netanyahus interesse, som i flere år har ønsket at angribe atom-installationer i Iran men er blevet standset af militæret. Og skulle der opstå en egentlig krig under de nuværende regeringsforhandlinger, kan Netanyahu muligvis fortsætte som premierminister og håbe, at der kommer et politisk flertal for at lade korruptionssagerne mod ham falde.

Angrebet i Saudi-Arabien er dybest set et resultat af præsident Trumps udtræden af atomaftalen, fordi han ønsker en aftale, hvor Irans indblanding i regionen begrænses. Præsident Trump presser derfor Iran økonomisk, og han har nu fået en reaktion herpå – ovenikøbet fra USA’s allierede – som med ét militært nedslag har standset halvdelen af sin olieeksport. Det havde præsident Trump næppe kalkuleret med, og det er derfor selvklart et dilemma for USA og for hele regionen, hvordan USA vil reagere. Det er ligeså et dilemma for Europa, som fortsat bakker op om atomaftalen. EU går imod de amerikanske sanktioner, fordi unionen finder det afgørende, at Iran genrejses økonomisk, og USA’s sanktioner har reduceret den iranske olieeksport dramatisk. EU kunne imidlertid kompensere for dette ved at lade staterne købe olie fra Iran, men tør ikke gøre dette af frygt for en konfrontation med USA.

Dette rejser også et tredje dilemma for EU. EU har interesse i etableringen af en selvstændig palæstinensisk stat og i at bevare atomaftalen med Iran. Men tør EU gå imod præsident Trump og agere selvstændigt? At tage skæbnen i egne hænder som den tyske kansler, Angela Merkel, har udtrykt det? Præsident Trump sendte i lørdags en ”Twitter-gave” til Netanyau – et tilbud om at lave en amerikansk-israelsk forsvarstraktat. Det har sikkerhedseksperter i begge lande hidtil advaret imod på grund af uoverskuelige konsekvenser forbundet herved. Skulle det blive en realitet, kan enhver form for europæisk støtte til lande i Mellemøsten eller til palæstinenserne politisk set blive udlagt som en form for krigserklæring mod USA. Derfor vil Europas ønske om at agere selvstændigt i sandhed komme på prøve.