Blandt dette nummers omtalte nye udgivelser, finder vi blandt andet en gennemgang af bolsjevikkernes vej til magten i Rusland, skæbnefortællinger fra Afghanistan og Damaskus, samt beretninger om danske eventyr i Iran.
Borchert, Thomas: Gebrauchsanweisung für Dänemark. Piper 2017, 223 s. Normalt omtaler vi bøger, der kan gøre vore læsere klogere på omverdenen. Men måske skal man engang imellem også vende blikket indad og stille spørgsmålet. “Hvordan ser udlandet egentlig på os?” Det spørgsmål kan den tyske journalist Thomas Borchert, der siden 1983 har boet i og rapporteret fra Danmark, måske hjælpe os med at få svar på i sin humoristiske brugsanvisning til Danmark.
Branner, Hans: Det politiske Europa. Engrundbog om EU. Columbus 2017, 196 s. 3. udgave af den efterhånden klassiske EU-grundbog Det politiske Europa er grundlæggende en helt ny bog. Strukturen er ændret, således at det centrale og obligatoriske EU-stof er dækket ind i et stort indledende kapitel 1. Her gives en samlet oversigt i koncentreret form af de vigtigste principper bag EU...