Facebooktwitterlinkedinmail

Af Hugo Gaarden


I flere årtier har Vesten håndteret økonomi ud fra meget økonomiske termer tilsat enkelte forslag til reformer. Nu kommer politik i langt højere grad på dagsordenen, og på globalt plan kan man ikke diskutere økonomi uden at tage Kina med.

Egentlig ser økonomien rimelig fornuftig ud trods lavvækst i Europa. Den internationale valutafond, IMF, forventer en global vækst på 3,3 pct. i år – svingende fra godt 0 i Europa til godt 6 pct. i Kina. Det er noget mindre end tidligere vurderet, og det skyldes især USA’s handelskrig mod Kina, et fald i erhvervslivets forventninger til fremtiden og øget politisk usikkerhed i mange lande.

Dog er de fundamentale svagheder i Europas og USA’s økonomi ikke løst – med eftervirkningerne af euro-og finanskriserne og problemerne med en meget stor gæld, som centralbankerne prøver at håndtere med en nul-rentepolitik. Politik er ved at blive den mest afgørende ”ingrediens” i økonomien, hvor ulighed, en reform af kapitalismen samt Kinas rolle i verdensøkonomien spiller en væsentlig rolle. Det bliver diskuteret alt for lidt blandt politikere og i medierne, men det interessante er, at det er blevet et top-tema blandt internationale økonomer og i toppen af det internationale erhvervsliv. 

Hvem går forrest?

Det er slående, at de førende liberale, kapitalistiske medier, Financial Times og Economist, er dem, der går foran i at kræve reformer af kapitalismen. Med intentionen om at alle gevinster skal ikke havne i toppen, vil de i stedet, at der skal være fremgang for den brede befolkning.   

Den franske økonom, Thomas Piketty, skabte international opmærksomhed, da han for få år siden analyserede uligheden i ”Capital”. Han lagde ikke op til en revolution, for tidligere tiders kamp mellem kommunismen og kapitalismen er definitivt forbi. Men han mener, at uligheden må begrænses, fordi den enorme kapitalophobning hos en ekstrem lille gruppe milliardærer forvrider økonomien. Derved får det finansielle afkast af passive investeringer større betydning end produktiv aktivitet i industrien og servicesektoren, hvilket kan skade de demokratiske samfund! Piketty mener, at demokratierne må genskabe kontrollen med kapitalismen – ikke afskaffe den. Hans argument svarer til argumentet for de danske landboreformer i 1700-tallet, hvor godsejerne måtte afgive jord til bønderne, så der kunne skabes en stærkere vækst for hele samfundet.

Det kapitalistiske system må udvikle sig – eller dø.

5 pct. af toppen i USA har næsten lige så megen indkomst som hele den amerikanske middelklasse. I de seneste 20 år har den amerikanske middelklasse ikke haft fremgang. Først nu, ti år efter finanskrisen, begynder de amerikanske gennemsnitslønmodtagere at få fremgang. En nylig analyse fra EU viser, at lønmodtagerne i efterkrisetiden kun har fået en fremgang på 1,7 pct. om året mod 2,5 pct. før krisen. Virksomheder og de 10 pct. rigeste har derimod haft enorme stigninger i indtægter og formuer. På den måde skabes der ganske enkelt ikke nok ressourcer til en samfundsmæssig satsning på fremtiden. I den begyndende amerikanske valgkamp er uligheden blevet et stort tema, og i Frankrig og Tyskland protesterer vælgerne mod øgede afgifter og højere huslejer, når indtægterne står i stampe, og når velhaverne får skattelettelser.

Det er bemærkelsesværdigt, at flere ledere af de største amerikanske finanshuse har argumenteret for reformer af kapitalismen, så den bliver mindre hårdkogt, så den giver plads til samfundshensyn, og så den fører til en bedre indkomstfordeling. Jamie Dimon fra JP Morgan Chase mener, at selskaberne er blevet for optaget af sig selv og tænker for lidt på samfundet. Ray Dalio, der grundlagde verdens største hedgefond (spekulationsfond), Bridgewater, siger, at ”kapitalismen har store mangler. Det kapitalistiske system må udvikle sig – eller dø.” Udviklingsøkonomen, professor Colin Mayer, Oxford Universitet, mener, at vi må se på virksomheder på en helt anden måde end hidtil. Det vigtigste er hverken indtjeningen eller aktiekursen (shareholder value), men derimod virksomhedernes bidrag til at sikre en bedre økonomisk udvikling for hele samfundet. Aktionærer er de mindst forpligtede over for en virksomhed, og de bærer slet ikke den risiko, som f.eks. medarbejdere og samfundet gør. 

Den velanskrevne økonomiske kommentator hos Financial Times, Martin Wolf, har adskillige gange de seneste par år slået til lyd for en reform af kapitalismen. Den skal i højere grad end i dag blive til gavn for hele samfundet og ikke kun for toppen, hvilket bør reducere uligheden drastisk. Det kan også udtrykkes på en mere kontant måde: Google og Facebook skal ikke kunne smadre tusinder af virksomheder og medier, fordi de snupper annoncemarkedet. Amazon skal ikke kunne smadre tusinder af boghandlere og småbutikker, fordi samfundet har gjort det lettere at hyre folk til lave lønninger uden socialsikring og pension. Men robotter og kunstig intelligens forstærker denne udvikling.

Politiske tyngde flytter østpå

Det er således tydeligt, at økonomiske reformer af kapitalismen og af den gængse virksomhedsmodel er blevet et aktuelt tema. Disse potentielle reformer kan få en gennemgribende virkning. Desværre diskuteres de kun i meget snævre kredse, selv om det handler mere om politik end økonomi. Europa står faktisk bedre parat til denne diskussion end USA, fordi der er en tradition for et samspil mellem virksomheder og samfund. Endvidere begynder enkelte stater for alvor at tale om et samarbejde for at skabe virksomheder, der kan hamle om med konkurrenterne fra USA og Kina. Frankrig og Tyskland vil lave en tog-fusion inklusiv en gigantisk batterifabrik, selv om EU-kommissionen stritter imod.

Hér kommer vi til Kina, for initiativerne tager især sigte på at håndtere konkurrencen fra kinesiske virksomheder. De europæiske lande accepterer dog de kinesiske virksomheder og lader Huawei deltage i udviklingen af 5G-netværket. Denne styrkelse af konkurrenceevnen og beredvilligheden til at acceptere kineserne viser, at europæerne bedre end amerikanerne kan leve med den nye globale gigant. Det bliver med Kina, at Europa skal forhandle om internationale forhold. Dels fordi Kinas vægt er større end USA’s, og dels fordi USA, med præsident Donald Trump, overhovedet ikke er indstillet på klassiske forhandlinger som under Bill Clinton, Helmut Schmidt og personer af samme karat. Det er ikke kun den økonomiske tyngde, der flytter østpå. Det gør den politiske også.


Foto: Alec Perkins from Hoboken, USA [CC BY 2.0 (https://creativecommons.org/licenses/by/2.0)]