I Ramallah mødte jeg for et par dage siden Mahmud Abbas (Abu Mazen). Han forsikrede mig om, at skønt den foreløbige femårsaftale ikke har ført til en holdbar tostatsløsning, havde han aldrig fortrudt Oslo-processen.
Han sagde også, at selvom begge parter i aftalen er blevet kritiseret og stadig bliver kritiseret for at være naive og tilmed landsforrædere, ændrede Oslo-processen det israelsk-palæstinensiske forhold fundamentalt, således at når der engang kommer en permanent aftale, vil den være en naturlig forlængelse heraf.
Vi betragtede begge disse hemmelige forhandlinger på afstand. Han fra Tunis og jeg fra Jerusalem. Begyndelsen var – som al begyndelse – meget beskeden. Som viceudenrigsminister under Shimon Peres i den nyvalgte Rabin-regering fulgte jeg de forhandlinger, der foregik i Washington mellem den israelske delegation (hvis medlemmer vores nyvalgte regering ikke havde udskiftet), og en noget kunstig fælles jordansk-palæstinensisk delegation.
Disse forhandlinger kørte fast, og jeg mente, at den bedste måde at løse de mange ubetydelige problemer på (såsom antallet af medlemmer i det provisoriske palæstinensiske parlament, eller om man skulle kalde...