Traktaten om det ydre rum fra 1967 var en diplomatisk bedrift, men den efterlod mange huller. Det er på tide at gentænke det retlige regime for rummet. Måske kunne klimakonferencerne være en god model.
Da traktaten om principper for landes aktiviteter under udforskning og brug af det ydre rum – bedre kendt som Ydre rum-traktaten – trådte i kraft i oktober 1967, var det et resultat af en bemærkelsesværdig diplomatisk bedrift.
Ydre rum-traktaten blev forhandlet på plads af USA og Sovjetunionen i FN-regi, mens den kolde krig var på sit højeste. I den mest positive tolkning repræsenterede traktaten det samme incitament, der førte til indgåelse af traktaten om delvist forbud mod prøvesprængninger i 1963 og Antarktistraktaten i 1959: En fælles erkendelse mellem Washington og Moskva om, at global ledelse og diplomati var den bedste måde at håndtere menneskehedens største udfordringer på.
I dag er kommentatorer igen begyndt at tale om ’en ny kold krig’. Men i stedet for to supermagter, der repræsenterer modsatte økonomiske ideologier, tegner der sig en mere multipolær verdensorden.
I det lys er det afgørende at forstå, hvordan og hvorfor...
