Solidaritet og større fokus på den globale Nord-Syd-akse er det logiske værdipolitiske modtræk til USA's og Ruslands stormagtsegoisme.
En hybridkrigserklæring mod Europa – det er essensen i Trump-administrationens National Security Strategy (herefter NSS), der har chokeret offentligheden herhjemme og i hele Europa.
NSS lægger op til, at USA vil blande sig i europæisk politik og konkrete valghandlinger med disinformation på de sociale medier på samme måde, som Putins Rusland gør det. Anklagen mod Europa lyder ”civilizational erasure”.
Heri ligger en bekendelse til den radikale højrefløjs konspirationsteori om elitens angivelige plan om at åbne døren på vid gab for ikke-hvide indvandrere. At denne indvandring faktisk er toppet i EU-Europa anfægter ikke NSS’ pennefører, vicepræsident J. D. Vance.