Facebooktwitterlinkedinmail

ANALYSE: Konflikten i Yemen, der begyndte i 2015, er en af de mest alvorlige humanitære krise i verden lige nu. Den yemenitiske regering ledet af præsident Hadi bliver støttet af både Saudi Arabien og De Forenede Arabiske Emirater i dens kamp mod houthierne, der kontrollerer langt de fleste store byer i landet. FN’s mission i Yemen prøver at facilitere forhandlinger mellem de to parter, men ifølge et nyt policy brief fra DIIS vil det ikke skabe fred.

24 ud af Yemens i alt 27 millioner indbyggere har pr. august 2019 brug for humanitær hjælp eller støtte af anden art. En forfærdende statistik om en forfærdende konflikt, der af FN bliver kaldt ’verdens værste humanitære krise’. På trods af den vold, sult og fattigdom yemenitter er udsat for, er der bekymrende lidt information at finde om konflikten i den danske mediedækning. Dette retter et nyt policy brief fra Dansk Institut for Internationale Studiers Maria-Louise Clausen imidlertid op på. Briefet ’Achieving a sustainable peace in Yemen lies with locally driven initiatives’ præsenterer den økonomiske og politiske virkelighed, konflikten befinder sig i og, på den baggrund, argumenterer for, at konflikten ikke vil løses af en fredsaftale mellem houthierne og Abd Rabbuh Mansur Al-Hadis regering.

Politisk fragmentering
Briefet gør det klart, at konflikten langt fra kan karakteriseres som en borgerkrig imellem to klart definerede parter – den er langt mere kompleks. Hadis regering, der er den internationalt anderkendte regering, har lidt groft sagt primært legitimitet i FN’s kontorer i New York – ikke i Yemen. Ifølge de fleste nyhedsbureauer kontrollerer Hadis regering den sydlige og østlige del af Yemen (ca. 20% af befolkningen) mens houthierne kontrollerer den nordlige og østlige del (ca. 80% af befolkningen). Dette er dog en sandhed med modifikationer. Som briefet slår fast, er der underkendelser af Hadis legitimitet overalt i Yemen. Et stærkt eksempel på dette kan ses i det sydlige Yemen hvor organisationen ’Southern Transnational Council’ haft haft succes med at udfordre Hadis kontrol territorielt. Dette skete så sent som i denne måned, hvor organisationen indtog Yemens midlertidige hovedstad, og regeringsby, Aden.

Houthierne, derimod, kontrollerer ikke blot langt den største andel af Yemens befolkning, men har også haft succes med at sikre en vis grad af intern samhørighed. ifølge briefet er dette primært en konsekvens af deres hårde styring og evne til at fastholde et billede af en ekstern fjende og holde de Saudiske styrker ude af deres territorie. Om end det betyder intern samhørighed nu, betyder det samtidigt et stort potentiale for intern konflikt i fremtiden. Briefet konkluderer således, at den nuværende FN-mission i Yemen, der forsøger at skabe fred ved forhandlinger mellem houthierne og Hadi-regeringen befinder sig på et elitært plan. Missionen kan muligvis føre til en fredsaftale, men ikke til fred.

Omend houthierne kun kontrollerer det nordøstlige hjørne af Yemen, kontrollerer de 80 procent af den yemenittiske befolkning. Resten af Yemen kontrolleres enten af den international anderkendte regering, eller andre oprørsgrupper.

Økonomisk kollaps
Konflikten og den igangværende militære invasion fra Saudi Arabien har undermineret den yemenitiske økonomi betydeligt. Et klart eksempel er kollapset af Yemens Central Bank, hvis funktionalitet har lidt betragteligt som konsekvens af konflikten, med det resultat at offentlige lønninger ikke udbetales på nogen regelmæssig basis. Ifølge briefet har det økonomiske kollaps været en konkret strategi fra konfliktens parters side, eftersom netop de er vinderne af den økonomiske krise (mens befolkningen er taberne). Således er det også tydeligt, at den internationalt anderkendte Hadi-regering kunne gøre langt mere for at forbedre de mange millioner yemenitters liv, som hans regering, trods alt, stadig har magten over.

Clausen konkluderer derfor, at bekymrende høje og stadigt voksende antal af yemenitter, der sulter og har behov for humanitær hjælp, først og fremmest er en konsekvens af politiske beslutninger. Manglen på løn, voldsomme prisstigninger og devalueringen af den yemenitiske møntfod rialen er grundstenene for den armod, der hærger Yemen – og dermed er det politik, der er årsag til den humanitære katastrofe.

Danmark og EU’s rolle
Derfor gør briefet det klart at FN’s nuværende tilgang ikke er i stand til at sikre langvarende og omfattende fred. Den politiske og økonomiske fragmentering af landet betyder, at alle lokale aktører i stadig stigende grad fokuserer på egne områder. Konsekvensen er, at Yemen som en central stat mere og mere ses som noget fra en svunden tid. Den længere politiske proces må derfor dreje sig om hvorvidt yemenitterne mener, der er en fremtid for et forenet Yemen – den kortere proces må derimod tage lokale autoriteter alvorligt og bidrage til en væsentlig decentralisering.

Baseret på denne analyse når Clausen de tre følgende konklusioner: For det første at der må prioriteres at skabe tætte bånd til lokale autoriteter og myndigheder. Konflikten i Yemen kan ikke indfanges, ej heller løses, ved et snævert fokus på houthierne og Hadi-regeringen. Dernæst må de midler og ressourcer, der tilføres Yemen som bistand, gå til alle dele af landet, for på den måde ikke at gøde konflikten. Slutteligt må man insistere på en saudisk tilbagetrækning. Dette vil ikke skabe fred i sig selv, men er et vigtigt skridt på vej til en langvarig og reel fred. Det internationale samfund må være parate til en langvarig engageren i Yemen, eftersom den nuværende konflikt har gødet de politiske, kulturelle og økonomiske skel betragteligt. Konflikten er mere kompleks end modstanden kun mellem houthier og Hadi-regeringen – ligeså bliver freden.

Læs selv DIIS’ policy brief her