Facebooktwitterlinkedinmail

Hvert år udgiver Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) ’Danish Foreign Policy Review’. Reviewet ser tilbage på det udenrigspolitiske år, der er gået, med artikler fra de siddende udenrigs- og forsvarsministre. Derudover indeholder reviewet fagfællevurderede forskerartikler om aktuelle emner for, og aspekter af, dansk udenrigspolitik.

ANALYSE: Sommeren 2019 var en politisk skiftetid – også på Asiatisk Plads. Men forandring forlanger fordybelse. Derfor er det påtrængende at spørge om, hvilken udenrigspolitisk arv den tidligere regering efterlader, samt hvilken international situation den nye regering skal navigere i. Store spørgsmål, der hverken kan besvares hurtigt eller her – men DIIS’ ’Danish Foreign Policy Review 2019’ gør os muligvis en smule klogere.

Det altgennemtrængende fokus for dette års review er truslen mod den internationale rets- og regelbaserede liberale verdensorden. To ministerielle artikler, samt tre forskerartikler, stiller alle skarpt på forskellige aspekter af det internationale samfund, fra Danmarks forhold til, og krigsdeltagelse med, USA til FNs fremtid, Danmarks rolle i EU27 og spændinger i NATO. Udover de ministerielle artikler, indeholder Danish Foreign Policy Review artikler af Rasmus Mariager og Anders Wivel om dansk krigsdeltagelse, af Rasmus Brun Pedersen om Danmarks ændrede position i EU post-brexit og af Louise Riis Andersen om FNs rolle i dansk udenrigspolitik. Redaktører er Kristian Fischer og Hans Mouritzen.

2018 – et hårdt år for liberal udenrigspolitik
På mange måder er daværende udenrigsminister Anders Samuelsens artikel indikativ for den linje VLAK-regeringen lagde tidligt i dens embedsperiode: en liberal og frihedsorienteret udenrigspolitik. Således er analysen klar fra den daværende ministers side, når han ser tilbage på de udenrigs og sikkerhedspolitiske tendenser i året 2018: der er meget at kæmpe mod og endnu mere at kæmpe for. Derfor er det også en artikel præget af bekymring fra Samuelsens side: russisk aggression, brexit, handelskrige og protektionisme er alt sammen med til at udfordre den regelbaserede liberale internationale orden betragteligt. Det er derfor ikke underligt at den tidligere udenrigsminister bruger mange linjer på at udfolde hans tanker om hvordan man som en småstat med en frihedsorienteret udenrigspolitik skal handle i en verden i opbrud.

For den tidligere VLAK-regeringen var svaret på dette entydigt; Danmark må være klar til at stå op for, forfølge og tage konsekvenserne af en resolut udenrigspolitik der forsvarer danske interesser, den liberale verdensorden og for frihandel. Således arbejdede den tidligere danske regering i det udenrigspolitiske år 2018 for tre overordnede mål. For det første, at USA er og forbliver den frie verdens leder og garanten for den regelbaserede internationale orden. Dernæst, at EU udfylder sit potentiale som en global leder i kampen for international lov og ret. Slutteligt, at det multilaterale system bliver reformeret således at det fortsat er legitimt og attraktivt. At reviewet, og i særdeleshed Samuelsens indlæg, lægger så meget vægt på kampen for verdensordenen vidner om en bemærkelsesværdig værdibaseret udenrigspolitik. Forskydninger i den internationale magtbalance, protektionisme og underminering af international lov og ret er, i sidste ende, især et problem hvis man ønsker at føre en frihedsorienteret udenrigspolitik. Dette var tilfældet for VLAK-regeringen, og i særdeleshed for den tidligere udenrigsminister – en ideolog omringet af demagoger.

Forskydninger i den internationale magtbalance, protektionisme og underminering af international lov og ret er, i sidste ende, især et problem hvis man ønsker at føre en frihedsorienteret udenrigspolitik. Dette var tilfældet for VLAK-regeringen, og i særdeleshed for den tidligere udenrigsminister – en ideolog omringet af demagoger.

Det amerikanske dilemma
I hans artikel citerer Samuelsen den amerikanske historiker og kommentator Robert Kagans analyse af den internationale situation: ’the jungle is back in international affairs’. En ikke uinteressant detalje. Kagan tilhører den amerikanske neokonservative tradition der søger at udbrede demokrati, kapitalisme og amerikanske interesser i verden, med interventioner hvor nødvendigt. Den ser den nødvendige udvikling for verdenssamfundets stater som en der går hen imod vestlige samfund og med regler, demokrati og markedsøkonomi – og USA som garant for dette. Som det fremgår af reviwet, delte den tidligere VLAK-regering og Anders Samuelsen, et langt stykke af vejen, denne analyse. Dog bliver der både i den tidligere udenrigsministers og i den tidligere forsvarsministers indlæg udtrykt bekymring for den amerikanske ageren.

Særligt i daværende forsvarsminister Claus Hjort Frederiksens artikel er bekymringen tydelig. Frederiksen påpeger at NATO-topmødet i Bruxelles 2018 var særligt splittende for den transatlantiske samarbejde og at den vægt der lægges på penge, i stedet for værdier, er skadelig. Frederiksens bekymringen deles af Samuelsen der påpeger at den amerikanske handelskrig med Kina og generelle protektionistiske tendenser ikke blot er bekymrende men direkte farlige. Derudover er den amerikanske udtræden atomaftalen med Iran ikke blot sikkerhedspolitisk skadelig men også indikativ for den gradvist mere uforudsigelige rolle USA spiller på den internationale scene. Således gør reviwet det klart, at et stort spørgsmål for en dansk regering i dens udenrigspolitik i nutidens internationale klima er hvordan man tilgår USA. En spiller der, ifølge Samuelsen og den tidligere regerings analyse, er afgørende for bevarelsen den internationale liberale orden – men som også udfordrer den. Fra den tidligere regerings side var man, som det fremgår af de ministerielle artikler, parat til at strække sig langt og tolerere meget fra amerikansk side.

“Den amerikanske udtræden atomaftalen med Iran ikke blot sikkerhedspolitisk skadelig men også indikativ for den gradvist mere uforudsigelige rolle USA spiller på den internationale scene.”

En trofast væbner
Tendenserne i den nuværende amerikanske administrations udenrigspolitik er nok særligt bekymrende for Danmark som land. Ikke blot fordi vores sikkerhed afhænger af USA, men også fordi dansk udenrigspolitik i lang tid har været tilrettelagt efter Washington. I Mariager og Wivel’s forskerartikel med titlen ”Denmark at War” argumenterer de for, at dansk krigsdeltagelse efter afslutningen af den kolde krig kan karakteriseres ved at være særlig ivrig og villig til at støtte USA – ofte før der er kommet en konkret amerikansk forespørgsel. Således er den danske krigsdeltagelse i perioden 1989-2018 seksdoblet fra perioden fra 1945-1989. Danske regeringer de sidste årtier har taget beslutninger om krigsdeltagelse hovedsageligt på grundlag på amerikansk information og med solidaritet og støtte til USA som det primære mål. Således er det, ifølge artiklen, utvetydigt klart at dansk udenrigs- og forsvarspolitik, når det kom til stykket, i lang tid har handlet om at tilfredsstille USA, også inden USA konkret bad om det. Deres artikel slutter således med at stille spørgsmålstegn ved fremtidens amerikanske udenrigspolitik og dermed også den danske. Med både protektionistiske og isolationistiske tendenser, altså ’America First’, og med et stadig mere aggressivt Rusland, må Danmark både håbe på bedre tider for USA og for NATO, men også vende sig forsigtigt mod EU.

Multilateral forsvarspolitik og danske forbehold
Nutidens trusselsbillede og internationale politiske ustabilitet betyder at der må samarbejdet på nye fronter. I tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen’s artikel påpeger han at nutidens russiske aggression fra øst og pres på grænserne i syd nødvendiggør et stærkere europæisk forsvarspolitisk samarbejde. Det hybride trusselsbillede, bl.a. cyber-trusler, er en sikkerhedspolitisk trussel NATO i mindre grad har mandat til og således er et europæisk forsvarssamarbejde alfa omega i bekæmpelsen af dette. Sådanne samarbejder spirer op for tiden. I takt med at nye trusler intensiveres, gør europæisk forsvarssamarbejde det også – men Danmark står på sidelinjen. I EU’s nye forsvarssamarbejde, PESCO, spænder forsvarsforbeholdet ben for dansk deltagelse.

“I takt med at nye trusler intensiveres, gør europæisk forsvarssamarbejde det også – men Danmark står på sidelinjen.”

I reviewets anden forskerartikel, ’Oh Brother, Where Art Thou?’, argumenterer Rasmus Brun Pedersen for at Danmarks situation kun vanskeliggøres fremover. Ifølge Brun Pedersen har Storbritannien været helt afgørende for at Danmark har kunne fungere i et stadig mere integreret EU – dette forandrer sig efter Brexit. Storbritannien kan ikke længere balancere vægten i det Europæiske Råd og omkostningerne ved forbeholdene vil således blive større. For Brun Pedersen er det derfor vigtigt at Danmark tager aktivt stilling til de danske forbehold i de kommende år, men også at Danmark, uanset hvad, forsøger at holde Storbritannien så tæt på EU som muligt – bl.a. ved at støtte multilaterale initiativer såsom EI2 (et fransk initieret europæisk forsvarssamarbejde).

Hvad blev der af FN?
Det der dog ikke kun EU der er værd at holde øje med i fremtiden – også FN har, ifølge den tredje og sidste forskerartikel, en stor rolle at spille for sikringen af den internationale (rets)orden. Ifølge Riis Andersens artikel er dansk udenrigspolitik en historie om en gradvis underminering og forglemmelse af FN (til fordel for USA). I særdeleshed gælder det ift. brugen af militær magt, fokuseringen på danske kommercielle interesser og undermineringen af FN-systemet af indenrigspolitiske hensyn såsom migrationsområdet. Riis Andersens artikel konkluderer dog at svaret på krisen for den regelbaserede orden og multilateralismen netop er FN – at politikere de kommende år må sigte efter at genetablere FN som en hjørnesten i dansk udenrigspolitik.

Hvad så nu?
Således står det klart at den tidligere VLAK-regeringen var villig til at gå langt, og tolerere meget, for at forsvare den internationale liberale verdensorden. Men det står ligeledes klart, at regeringen førte en såkaldt ’frihedsorienteret udenrigspolitik’ i en knap så frihedsorienteret tid. Dilemmaet for den tidligere regering, og for den nuværende, er således hvordan man bedst kæmper for en verdensorden i en tid hvor dens beskytter, USA, underligt nok udfordrer den, hvor Russisk aggression virker meget tæt på, hvor Kina vokser og vokser og hvor gamle forbehold er benlænker i en tid hvor man i forvejen har svært ved at løbe hurtigt nok for at tilpasse sig nutidens trusselsbillede. Som rewievet indikerer havde den tidligere regerings ministre på Asiatisk plads besluttet sig; man var villig til at strække sig langt for USA, investere betragteligt i forsvaret, afskaffe forsvarsforbeholdet og engagere sig stærkt i Arktis og i EU.

“Det står klart, at den tidligere VLAK-regeringen var villig til at gå langt, og tolerere meget, for at forsvare den internationale liberale verdensorden. Men det står ligeledes klart, at regeringen førte en såkaldt ’frihedsorienteret udenrigspolitik’ i en knap så frihedsorienteret tid.”

VLAK-regeringens udenrigspolitik var derfor ikke bare frihedsorienteret, den var også ideologisk, aktivistisk og klar til at tage politiske kampe. Det store spørgsmål er hvordan Regeringen Mette Frederiksen, og de nye ministre på Asiatisk Plads vil lægge linjen. Hvor ideologiske ønsker man at være? Hvor mange af Trumps numre er man villige til tolerere? Afskaffer man forsvarsforbeholdet? Og opprioriterer man, for første gang i lang tid, FN?

Svarene må vi vente på, men indtil da kan du selv blive meget klogere på dansk udenrigspolitik i 2018 og 2019 ved at læse DIIS’s ’Danish Foreign Policy Review 2019’ her