Det trilaterale samarbejde i den såkaldte Weimar-trekant mellem Frankrig, Tyskland og Polen skal skabe fremdrift i Europas reaktion på Ruslands krig mod Ukraine, men det fungerer ikke. Det er uomgængeligt også at inddrage Storbritannien i samarbejdet.
Olaf Scholz kan ikke stole på Emmanuel Macron. Den franske præsident mener, at den tyske forbundskansler mangler lederevner. Begge er ivrige efter at inkludere Polen, men hvilket Polen – det provestlige eller den tidligere repræsentant for det nationalistiske “nye højre”? Hvad angår den nye polske premierminister, Donald Tusk, har han mistanke om, at såvel tyskerne som franskmændene ikke er så engagerede i forsvaret af Ukraine, som de hævder at være.
Den nye treenighed i hjertet af Europa er ikke en skøn alliance. Formelt er alliancen kendt som Weimar-trekanten, hvilket henviser til den tyske by, hvor gruppen blev dannet i 1991 kort efter kommunismens sammenbrud.
Gruppen har stort set ligget i dvale i årenes løb, men er vakt til live igen som en reaktion på Ruslands invasion af Ukraine og generelle trussel mod Europa. De tre lande ses nu som krumtappen i EU’s anstrengelser for at nå til enighed om, hvordan man bedst håndterer Vladimir Putins Rusland. Da landene mødtes i Berlin 15. marts, smilede repræsentanterne og understregede begejstret over for kameraerne, at det var nødvendigt at forhindre Putin i at “vinde” (et bevidst vagt udtryk).
Kernen i deres uenighed skyldes konkurrerende syn på Europas fremtid. Siden den omfattende invasion af Ukraine for to år siden har alle tre lande indtaget skiftende positioner over for Rusland, men også indbyrdes.
