Facebooktwitterlinkedinmail

Rigsfællesskabet: Grønlands valg for fremtiden

30. april – 7. maj 2020 

Der vil altid være en tid før og en tid efter Donald Trumps forslag om, at USA skulle købe Grønland. Den amerikanske præsident bekræftede i august 2019, at tankerne om et køb af Grønland i nogen tid havde været debatteret på højeste niveau i Det Hvide Hus, og at han selv anså det for at være en ganske udmærket idé. En overtagelse af Grønland ville være strategisk belejligt for USA, og et køb kunne, mente præsidenten, aflaste en nær allieret, nemlig Danmark, for en ubehagelig økonomisk byrde.

Dermed stod det klart, at forestillingen om det dansk-grønlandske forholds permanens ikke længere var tidssvarende – hvis den nogensinde havde været det. I Grønland har en potentiel omkalfatring af rigsfællesskabet, inklusive en eventuel fuld løsrivelse af Grønland fra det danske kongerige, i nogle årtier været en del af grundsubstansen af al politisk samtale, men det blev Donald Trump, der for alvor åbnede danskernes øjne.

Grønland udgør 98 procent af kongerigets territorium, og den pludselig erkendelse af rigets relative porøsitet får stadig nye nuancer og dybder. På studierejsen til Grønland i maj 2020 sætter vi fokus på kongerigets sprækker — nye såvel som gamle.

Vi forsøger at finde ud af, hvad der ligger til grund for den pludselig eksplosion i amerikanernes sikkerhedspolitiske interesse for Grønland, og vi studerer, hvordan de grønlandske beslutningstagere håndterer trykket, og hvordan det påvirker forholdet til Danmark. Vi spørger de indflydelsesrige, hvad de tænker om fremtiden og rigsfællesskabet.

Vi vil formentlig opdage, at samarbejdet til daglig fungerer udmærket. Selv vanskelige uoverensstemmelser, som den, der opstod da Naalakkersuisut, det grønlandske landsstyre, i 2014 ophævede forbuddet mod uranudvinding i Grønland, bliver gerne løst til fælles tilfredsstillelse, selvom det slår gnister undervejs. Vittus Qujaukitsoq, der  igen i 2018 fik ansvaret for Grønlands finanspolitik, indklagede som udenrigsansvarlig i 2017 på vegne af Naalakkersuisut Danmark for FN; et indtil da uhørt signal til omverdenen om, at Grønland havde brug for hjælp mod overmagten. Klagen lød, at Danmark havde forsømt sin pligt til at sikre grønlændernes ret til ikke at blive dynget til med giftigt affald af USA’s militær, men klagen blev trukket tilbage, og senere afsatte VLAK-regeringen et antal millioner, så oprydningen kunne komme i gang.

To tredjedele af de grønlandske vælgere støtter visionen om et uafhængigt Grønland. En grønlandsk forfatning er under udarbejdelse. Politologen Ulrik Pram Gad fra Aalborg Universitet har formuleret det på den måde, at Grønland ser sig selv et sted mellem den koloniale undertrykkelse og fremtidens uafhængighed. På den måde er at blive uafhængig en del af den grønlandske identitet.”

Lov om Grønlands Selvstyre fra 2009 betyder, at Grønland formentlig (juristerne strides om fortolkningen) kan løsrive sig, når og hvis et flertal i Grønland stemmer for det, og den ny forfatning skal efter planen ligge færdig om bare et par år. Hovedparten af politikerne i Grønland taler dog om en proces, der kan strække sig over årtier, før Grønland er økonomisk, socialt og politisk væbnet til at overveje et ændret forhold til Danmark; andre mener det bør gå hurtigere; atter andre har i tumulten, der fulgte Donald Trumps købstanker, erklæret sig som mere afklarede tilhængere af et permanent rigsfællesskab.

Vi skal møde repræsentanter for alle disse grupper i Grønland. Vi skal møde fremskridtet; de unge grønlandske akademikere, erhvervslivets hurtigløbere, og vi kommer i dialog med de politiske beslutningstagere om selvstændighed, forfatningsarbejdet og forholdet til USA, Kina og resten af verden.

Undervejs tager vi på udflugt til indlandsisen, og vi besøger USA’s tidligere base-område i Kangerlussuaq, den gamle Bluie West 8-base, senere Sondrestrom Air Base, der under 2. verdenskrig fungerede som mellemlandingsplads for tusinder af kampfly, der skulle til Europa – især Storbritannien – for at holde nazisterne stangen. Få år senere blev Thule Air Base aktuel, og måske var Grønland en vigtig årsag til at Danmark blev lukket ind som medlem af NATO? Vi besøger base-museet i Kangerlussuaq og dykker ned i historien om samarbejdet mellem USA, Danmark og Grønland – inklusive det købstilbud, amerikanerne fremsatte allerede lige efter krigen. Vi organiserer os sådan, at alle i selskabet med indsigt og viden får lejlighed til at bidrage.

Vi lægger ud i København med et formøde på den grønlandske repræsentation, hvor repræsentationschef Lida Skifte Lennert, der tidligere styrede Grønlands repræsentation i Bruxelles, tager imod.

Rejsen forudsætter god fysik. Vi skal ud i naturen både i Kangerlussuaq og Nuuk, så god vandrelyst og -evne kræves.

Rejseledere bliver Selskabets direktør Charlotte Flindt Pedersen og journalist og forfatter Martin Breum, som i flere år har haft et særligt fokus på Arktis. Hans seneste bog “Hvis Grønland river sig løs – en rejse i kongerigets sprækker” udkom på Gyldendal i april 2018. Bogen “COLD RUSH” om Danmarks og Grønlands ageren i det moderne Arktis udkom i England og Canada i juni 2018. Ligeledes er han ophavsmand til tv-serien “Rigsfællesskabets Historie” – sammen med Jakob Gottschau. Bogen ‘Når isen forsvinder’ (2013), vandt Dansk Forfatterforenings fagbogspris i 2014.

Studierejsen til Grønland omfatter: 

  • Formøde med oplæg ved repræsentationschef Lida Skifte Lennert
  • 30/4: Fly København-Kangerlussuaq kl. 10.45–11.-25
  • 1/5: Fly Kangerlussuaq-Nuuk kl. 18.55–19.50
  • 7/5: Fly Nuuk-København via Kangerlussuaq kl. 10.00-10.55. Kangerlussuaq-København kl. 11.40 – 20.00
  • 1 overnatning på Hotel Kangerlussuaq
  • 1 guidet tur i USA’s tidligere base-område i Kangerlussuaq, den gamle Bluie West 8-base, senere Sondrestrom Air Base
  • Middag i Roklubben i Kangerlussuaq
  • Tur til Indlandsisen, Punkt 660. Varighed ca. 5 timer.
  • 6 overnatninger på Hans Egede Hotel eller Hans Egede Express  i Nuuk
  • Transfers
  • Byrundtur i Nuuk
  • Sejltur på Godhåbsfjorden. Varighed 4 timer
  • Morgenmad plus velkomst- og afskedsmiddag
  • Mødelokaler, entré til Nuuk National Museum, transport

Der er mulighed for at vælge to forskellige hoteller: Hotel Hans Egede standardværelser og Hotel Hans Egede Express, som har værelser i Cabinn-standard.   

PRISER

Hans Egede Standard:

  • 28.500 kr/person i dobbeltværelse
  • 32.000 kr/person i enkeltværelse

Hans Egede Express plus:

  • 26.250 kr/person i dobbeltværelse
  • 28.800 kr/person i enkeltværelse

 

Tilmelding skal ske skriftligt på nedenstående slip. Den skal være os i hænde snarest muligt og senest den 20. december 2019. Samtidig hermed indbetales depositum (ikke refunderbart) kr. 6.000 pr. person til vor konto i Danske Bank, reg. nr. 1551, konto nr. 0006467792, mærket STUDIEREJSE Grønland. 

Restbeløbet (ikke refunderbart) forfalder den 15. februar 2020.

Bemærk at tilmelding er bindende. Der er ikke inkluderet afbestillings- eller rejseforsikring i prisen.

TILMELDING

Tilmeld dig ved at sende en mail mærket “Studierejse Grønland” til udenrigs@udenrigs.dk med følgende information: 

  • Fuldt navn som i passet
  • Evt. titel på engelsk
  • Fødselsdato
  • Postadresse
  • Telefonnummer og mailadresse
  • Ønske om enkelt- eller dobbeltværelse
  • Navn på rejsepartner, hvis værelse deles

Samtidig indbetales rejsens fulde beløb til vores konto i Danske Bank, reg. nr. 1551, konto nr. 0006467792, mærket “STUDIEREJSE GRØNLAND + deltagers navn”

ABSOLUT SIDSTE TILMELDINGSFRIST: 20. december kl. 12.00