Facebooktwitterlinkedinmail

KLUMME: Attentatet på Irans nr. 2 er en uigennemtænkt Trump-beslutning, der er et brud på gængs, international optræden, og det kan føre til en ny mellemøstkrig med vidtrækkende konsekvenser, i særdeleshed for Europa. Vil Europa bevare atomaftalen med Iran eller følge USA? Vil Europa sende flådefartøjer til Golfen – eller olietankere?

af Hugo Gaarden, 6. januar 2020

Det mest alvorlige ved det amerikanske attentat på Irans næstmægtigste person, topgeneralen Qassem Suleimani, er, at det var et attentat på en officiel statsrepræsentant på topniveau. Det var ikke en eftersøgt terrorist, der forsøgte at holde sig skjult. Suleimani færdedes åbent og frit. Det var let at slå ham ihjel. Attentatet er dermed et brud på efterkrigstidens praksis: At stater ikke slår statsledere ihjel, heller ikke personer tæt på magten. Desuden er attentatet sket fra et ”skjul”, nemlig en drone.

Det skaber en helt ny usikker verden. Præsident Donald Trump tilsidesætter internationale regler. Ingen kan være sikre. Alle kan gøre det samme. Dermed optræder Trump enevældigt på den globale scene. Det var hans beslutning, alene. Han valgte den mest dristige option, som hans militære rådgivere gav ham, og som mange militære chefer var imod. Det skete uden langvarig drøftelse internt i regeringen og uden at rådføre sig med Kongressen eller de allierede i NATO. Det får vidtrækkende konsekvenser. Det irakiske parlament har besluttet at smide amerikanske soldater ud, og Iran har trukket sig ud af atomaftalen og genoptager berigningsprogrammet.

Påstanden om, at Suleimani planlagde nye angreb, som ville bringe amerikanere i fare, er ikke dokumenteret, og i øvrigt stod Suleimani bag talrige angreb de seneste 20 år samtidig med, at han hjalp USA med at bekæmpe Islamisk Stat. Suleimani og Iran var både en modstander og en allieret. Men Trump reagerede ifølge amerikanske medier følelsesbetonet og uovervejet. Han ville vise sig som en stærk præsident.

Iran vil med sikkerhed reagere med aktioner, der skal vise, hvad en krig kan medføre. Men Irans ledere vil formentlig undgå at fremprovokere en egentlig krig her og nu, fordi den kan smadre landets økonomi og militær. Iran kan trække på sit brede og stærke netværk af ”hjælpestyrker” i Mellemøsten og sin styrke som asymmetrisk militærmagt over for USA med nye, sofistikerede våben. Det nylige angreb på Saudi-Arabiens olieinstallationer var overraskende avanceret, og Iran kunne omgå det amerikanske raketforsvar. Iran kan standse Saudi-Arabiens og Golf-landenes olieproduktion, og landet har siden det amerikanske og israelske Stuxnet-cyberangreb i 2010 opbygget en stærk cyberwar-kapacitet, der kan lamme offentlige institutioner i Vesten. Overordnet vil Iran utvivlsomt trække USA ind i flere og flere militære operationer, som vil plage Trump resten af året og fælde ham som præsident. Iranerne tænker langsigtet og politisk. Iran har opbygget den suverænt stærkeste politiske alliance i Mellemøsten. Målet er at drive USA ud af Mellemøsten, først ved at få Irak til at smide de amerikanske styrker ud, og senere ved at skabe en USA-fjendtlig stemning i Golf-staterne, hvor USA har baser.

Det mest dramatisk er, at Iran trækker sig ud af atomaftalen med det internationale samfund, om end Iran ikke direkte siger, at det vil producere atombomber. Men USA og Israel har tiltaget sig retten til såkaldte forebyggende angreb, og derfor er angreb på Irans atomanlæg og raketanlæg sandsynlig, i hvert fald efter Israels valg i marts. Så er Mellemøsten sat i brand, og det får storpolitiske virkninger, da Iran har tætte relationer til Rusland og Kina, som begge ønsker at tvinge USA ud af Mellemøsten. De tre lande har netop gennemført deres første flådeøvelser ved Iran.

Kina kan blive en meget stærk aktør, da Kina i sit Silkevejsprojekt har en interesse i at genopbygge det ituslåede Mellemøsten, et marked på en halv milliard mennesker. Dertil kommer en række lokale forhold, som spiller ind i scenarierne for regionen. Tyrkiet vil være en aktiv spiller i Libyen. Man kan ikke udelukke, at Iran, Irak og kurderne vil give terrorister frit spil. Desuden kan konflikten igangsætte et atomvåbenkapløb. Tyrkiet har bebudet, at det vil have atomvåben, og Saudi-Arabien kan komme efter.

En konflikt kan føre til stærkt stigende oliepriser, især hvis olieleverancerne fra Golfen bremses eller standses. USA vil med sikkerhed forsøge at få Europa til at deltage i en sikkerhedsflåde i Golfen. Men hvordan stiller Rusland og Kina sig til dét? Får vi det helt store opgør ved Hormuz-strædet?

Europæerne kommer til at stå i et fundamentalt valg: Vil de sende flådefartøjer eller olietankere til Golfen? De europæiske lande vil bevare atomaftalen for at undgå, at Iran laver atomvåben, men det sker kun, hvis Europa vil sikre Irans økonomiske fremtid. Det var en betingelse i atomaftalen. Det kan især ske ved at købe olie. Det vil USA hindre. Europa har kun taget små skridt for at sikre olieindtægter til Iran og for at blokere for amerikanske sanktioner.

Europa kan af egen kraft sikre Iran økonomisk og dermed undgå en krig, der kan få voldsomme konsekvenser for Europa – økonomisk, med nye flygtningestrømme og med terror. Men det kræver en konfrontation med Trump. Det har EU-lederne ikke hidtil turdet. EU har ikke turdet kræve, at alle, herunder USA, skal følge international lovgivning – eller respektere de allierede. Europa affinder sig med Trumps enegang, og nu går han i krig med påstand om, at han kun vil fred. Desuden truer han med at bombe kulturelle mål i Iran. Sker det, handler han som Taliban og IS-terroristerne.

Starten på Den første Verdenskrig skete på baggrund af en økonomisk og maritim magtkamp og et enkelt attentat. Det endte i en ny krig og siden hen det europæiske samarbejde. Men har nutidens EU-ledere lært lektien? Den nye formand for EU’s ministerråd, Charles Michel, sagde fornylig, at EU skal ”handle med dristighed og kraft” på den globale scene, og kommissionsformanden, Ursula von der Leyen, mener, at EU skal tænke mere geopolitisk. Det er flotte ord. Men kommer der handling? Det bliver udslagsgivende for EU’s fremtid.