Coronakrisen har indtil videre styrket både Kina og Rusland verdenspolitisk. Kina brugte krisen til at gøre kort proces med demokrati-aktivisterne i Hongkong, og de har klaret sig økonomisk langt bedre igennem krisen end Vesten. I Rusland brugte Putin krisen som røgslør til at sikre sig selv magten frem til 2036. Begge magter står stærkt et halvt år inde i pandemien overfor de vestlige lande.

For Søren Espersen (DF), tidligere formand for Udenrigspolitisk Nævn, er det dog klart Kina, der er den reelle trussel. ”Jeg mener, at det, der sker i Kina, er det altafgørende. Jeg hører til dem, der mener, at vi har alt for meget fokus på Rusland,” siger han og afviser samtidig farer fra Rusland.

Rusland har slet ikke kapacitet til at true Vesten, mener Søren Espersen: ”Kina derimod er en helt anden trussel. Hver femte uge sprøjter de et nyt krigsskib ud fra et værft. De arbejder på højtryk på to hangarskibe. De opruster som vanvittige.”

...