Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

Den 28. januar 2019 gæstede udenrigsminister Anders Samuelsen Selskabet i forbindelse med det årlige arrangement, hvor Danmarks udenrigsminister giver en ‘State of the Nation’ tale og uddeler priser til de bedste artikler i Selskabet og Udenrigsministeriets artikelkonkurrence.
Foto: Stig Stasig.

Du kan se hele udenrigsministerens tale her.

Journalist Marcus Rubin stillede efter talen spørgsmål til udenrigsministeren, som du kan opleve her.

Læs hele talen her:

Af udenrigsminister Anders Samuelsen

Tusind tak for invitationen. Tak fordi I havde lyst til at komme og bruge et par timer af jeres tid på at diskutere dansk udenrigspolitik og verdens tilstand med mig.

Også tak til de tre vindere af DUS’ og Udenrigsministeriets artikelkonkurrence for jeres glimrende input til en diskussion, som fylder meget på den udenrigspolitiske scene i disse år, nemlig spørgsmålet om Det Internationale Samarbejde Under Pres.

Det her med det internationale samarbejde under pres, det er noget, som når helt ind i kernen af dansk udenrigspolitik i disse år. Der er meget på spil. Det handler om at sikre de rammer og strukturer, som igennem de seneste 70 år har sikret, at små og store lande kan leve fredeligt side om side. At vi kan arbejde sammen om at finde fælles svar på internationale udfordringer. Og at det internationale samarbejde fremmer frihed og menneskerettigheder verden over.

Så det er ikke uden grund, at det spiller en central rolle i regeringens nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi.

Alt det vil jeg komme nærmere ind på i løbet af den næste halve times tid. Men jeg vil også benytte lejligheden til at se lidt fremad: Hvad er det for et år, vi står over for udenrigspolitisk? Hvilke udfordringer kan vi se i horisonten? Og hvad skal være kendetegnende for dansk udenrigspolitik anno 2019? Det vil jeg gerne give mit bud på.

***

Jeg havde en gammel onkel. Erik Holm. Han var rådgiver for Anker Jørgensen. Og han var det, man kan kalde en klassisk radikal. Han plejede at sige, at en succesfuld udenrigspolitik er, hvis ingen syd for Hamborg ved, hvor Danmark ligger.

Den tilgang går ikke mere. Verden er globaliseret, og vi er en del af den. Vi kan ikke løse de globale udfordringer – klima, terrorisme, migration, cyber – ved at lukke os om os selv.

Og vi kan heller ikke få del i alle globaliseringens muligheder, hvis vi lukker os inde. Vi kan ikke udvikle os. Skabe vækst og innovation. Og vi kan ikke påvirke verden. Derfor er vi nødt til at engagere os i verden omkring os – med afsæt i danske interesser og værdier.  

Det er der sådan set ikke noget nyt i. Vi har efterhånden i mange år ført en aktivistisk udenrigspolitik. Men vi er ikke tjent med bare at køre på autopilot. Vi er nødt til aktivt at forholde os til de ændringer, der sker i verden omkring os.

Min vision – det jeg arbejder for – er, at det vigtigste pejlemærke i dansk politik skal være frihed. Det gælder sådan set både i forhold til indenrigs- og udenrigspolitik. Fordi jeg tror på, at mennesker selv er bedst egnede til at træffe beslutninger i deres eget liv. Så for mig er friheden en universel værdi.

Derfor er det mit mål, at Danmark arbejder for, at friheden får bedre vilkår i verden. Vi skal arbejde for en liberal verden med mere frihed. Mere ytringsfrihed. Mere demokrati. Og med respekt for de grundlæggende frihedsrettigheder.

Så vi skal kæmpe for de værdier og principper, som vores samfund bygger på. Men hvad betyder det, helt konkret? Hvordan skal et lille land forsvare de demokratiske værdier i en usikker verden, hvor de store spillere stiller spørgsmålstegn ved det forpligtende internationale samarbejde?

Jo, det betyder, at vi skal turde mere, tage større lederskab og acceptere den risiko, der følger med, når man går foran eller tegner en streg i sandet. Vi skal altid nøje vælge, hvornår og hvordan – og med hvem – vi sætter ind. Hvornår Danmark har noget helt særligt på spil. Det er dét, som nogen af jer måske har hørt mig kalde en resolut udenrigspolitik. En udenrigspolitik, hvor vi sætter endnu klarere ind med konkrete indsatser for at forsvare vores grundlæggende værdier.

Jeg skal være den første til at indrømme, at udenrigspolitik er fyldt med svære dilemmaer. Der er altid et utal af interesser at tage hensyn til, og vejen frem til et resultat, der fremmer friheden, er sjældent lige og klar.

Nogle gange kræver det, at man siger stop og sætter hårdt mod hårdt for at sikre en langsigtet deeskalering. Det er den tilgang, vi har taget i forhold til Rusland. Deres negative adfærd skal have en pris – ellers går Putin bare længere og længere. Men samtidig holder vi døren åben for dialog. Fordi det er i vores interesse.

Ofte må man tålmodigt vente på enighed blandt ligesindede og allierede i erkendelse af, at man ikke kan flytte sagen alene. Andre gange er der behov for, at Danmark går foran. Tager førertrøjen på.  

I det øjeblik, beslutningen skal træffes, er det langt fra altid let at sige, hvilken vej der er den rigtige. Jeg plejer at sige, at udenrigspolitik er alvorspolitik. Man ændrer ikke tingenes tilstand med et trylleslag, og beslutninger har meget ofte store konsekvenser. Derfor skal resolut udenrigspolitik også altid bygge på eftertænksomhed, grundig analyse og prioritering.

Men samtidig står det klart, at en resolut udenrigspolitik, der fremmer frihed og liberale værdier, kræver, at vi engagerer os. At vi tager ansvar. Og også at vi tør at gå forrest, når det er nødvendigt. Lad mig give et par eksempler:

Det er næppe gået manges næse forbi, at det tidligere på måneden lykkedes at samle et enigt EU om at indføre nye sanktioner mod Iran som reaktion på iranske efterretningsoperationer i Europa. Det var ikke nogen nem øvelse. Og det var langt fra givet, at det ville lykkes.

Men med benhårdt diplomatisk arbejde – i et tæt parløb med særligt Frankrig, men også Tyskland og Storbritannien – lykkedes det at samle EU om en klar reaktion. Den blev kun stærkere af, at hollænderne efterfølgende kom på banen og meldte ud, at det var Irans efterretningstjeneste, der stod bag to drab i Holland i 2015 og 2017.

For mig viser den her sag, hvor vigtigt EU-samarbejdet er. Hvis vi kun var gået efter bilaterale danske skridt, havde vi aldrig opnået samme effekt. Vi sendte et meget stærkere signal ved at have hele EU-kredsen i ryggen. Det blev hørt – også i Teheran.

Men det betyder ikke, at vi kun skal agere, når vi har et samlet EU med os. Nogle gange er det bare ikke muligt. Men vi skal handle alligevel.

Som vi for eksempel gjorde det, da vi i november valgte at sende et klokkeklart signal ved at suspendere Udenrigsministeriets godkendelser af al eksport af våben og dual-use produkter, der kan bruges til at krænke menneskerettighederne, til Saudi-Arabien. Det var en klar reaktion på den forfærdelige situation i Yemen og drabet på journalisten Jamal Khashoggi.

Her gik vi foran sammen med Tyskland, og Finland fulgte efter. Vi gik længere, end det EU kunne enes om. Satte barren højere. Fordi det var det rigtige at gøre. Også selvom det kan føles lidt utrygt at stå alene ude på vippen.

Det er den samme logik, som når vi vælger at melde klart ud, at vi mener, at EU’s optagelsesforhandlinger med Tyrkiet skal stoppes. Fordi det ganske enkelt ikke er troværdigt i befolkningens øjne at fortsætte forhandlinger med et land, som dag for dag rykker sig længere væk fra europæiske værdier.

Eller når vi strammer op på den danske støtte til israelske og palæstinensiske ngo’er. Fordi der aldrig må kunne rejses tvivl om, hvorvidt danske penge misbruges til at forherlige terror.

Eller når vi – sammen med tætte allierede – vælger at udvise to russiske diplomater i solidaritet med vores britiske venner efter brugen af nervegift i Salisbury – ligesom de så udviste solidaritet med os i forbindelse med de iranske attentatplaner i Danmark.

Eller senest når vi går foran i spørgsmålet om Venezuela.

***

Men udenrigspolitik handler ikke kun om at slå til Søren på de sager, der er oppe i tiden her og nu. Det handler også om opbyggende indsatser og investeringer, der giver et afkast på lidt længere sigt.

Som for eksempel at fremme et mere handlekraftigt EU. Når USA træder tilbage, Kina træder frem og Rusland træder på alle, er der behov for, at EU træder i karakter.

EU har et enormt potentiale som en ”supermagt plus”. Problemet er bare, at det potentiale ikke bliver indfriet godt nok. Derfor arbejder vi sammen med blandt andet Tyskland for at få EUs fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i kampform. Blive mere proaktiv. Så vi kan sikre, at EU bliver den stærkeste stemme for frihed i verden.

***

Så det her med en resolut tilgang handler altså om at sætte handling bag ord for at forsvare vores frihed og vores værdier. Allerhelst sammen med tætte allierede. Men også med Danmark i front, når det er nødvendigt, og når der er særlige danske interesser på spil.

Det vil være mit pejlemærke som udenrigsminister i året, der kommer. Og 2019 bliver et år med nye store udfordringer – ingen tvivl om det.

***

I morgen rejser jeg til Ukraine, hvor jeg sammen med den ukrainske og den tjekkiske udenrigsminister vil besøge Mariupol ved det Azovske Hav. Det gør jeg for at sende et klart signal om, at Danmark står last og brast med Ukraine imod den russiske aggression. For to måneder side angreb Rusland tre små ukrainske flådefartøjer, der var på vej til Mariupol. Fartøjerne og 24 ukrainske sømænd er stadig ulovligt tilbageholdt af Rusland. Den opførsel må vi ikke tillade.

Derfor har jeg også over for mine EU-kolleger argumenteret for, at hvis ikke Rusland frigiver de ukrainske sømænd og stopper deres opførsel i Azov, så bliver vi nødt til at se på en håndfast europæisk reaktion – for eksempel i form af målrettede sanktioner. Jeg tror ikke nødvendigvis, at det er realistisk på den korte bane. Men det skal ikke afholde mig fra at arbejde på at samle opbakning til det. Det handler om at støtte Ukraines suverænitet og frihed som nation.

Til marts og oktober skal der være valg i Ukraine. Det betyder, at vi skal holde et ekstra skarpt øje med Ruslands forsøg på at underminere Ukraines demokrati. Ukraine skal have friheden til at gennemføre frie og fair valg og vælge sin egen fremtid.

***

2019 er også året, hvor NATO fejrer sin 70 års fødselsdag. Man kan vist roligt sige, at også her har Trump’s disruption skabt bølgeskvulp. Men det er altså vigtigt at holde fast i, at USA under Trump faktisk har øget de konkrete amerikanske bidrag til europæisk sikkerhed. Og jeg vil gerne slå helt fast, at USA er Danmarks vigtigste allierede. Derfor er det også afgørende vigtigt, at vi fastholder et stærkt amerikansk engagement i Europa. Det er i vores interesse.

En måde at sikre det engagement på, er ved klart og entydigt at vise, at vi – Europa – tager mere ansvar for egen sikkerhed.

Vi tager byrdedelingsspørgsmålet alvorligt. I 2018 indgik vi et stærkt forsvarsforlig, som gav Forsvaret et substantielt løft. Og presset for øgede forsvarsudgifter vil fortsætte med et stige. Både på grund af byrdedelingsspørgsmålet, men også i høj grad på grund af den ustabile sikkerhedssituation.   

Men samtidig er det vigtigt at fastholde, at et godt forsvar ikke kun handler om, hvor stor en procentdel af BNP, der går til forsvarsudgifter. Det er jo lidt paradoksalt, at jo bedre du indretter din økonomi, desto lavere bliver din andel af forsvarsbudgettet.

Det handler selvfølgelig også om at bruge forsvarsudgifterne effektivt. At levere netop de spidskompetencer, NATO-fællesskabet har brug for. Og så handler det om at have den politiske vilje til at levere i den skarpe ende. Dér, hvor det gør ondt. Og dét gør Danmark. Vores engagement og tab i Afghanistan taler for sig selv. Ingen skal beskylde Danmark for ikke at være parat til at levere.

Men der er en berettiget amerikansk forventning om, at Europa bidrager mere til europæisk sikkerhed og selv løser en række udfordringer. Det bakker regeringen op om. Det er kun godt, at de europæiske lande bliver i stand til at løfte flere sikkerhedsudfordringer på egen hånd. Det er bare en skam, at vores forsvarsforbehold betyder, at vi er udelukket fra en vigtig del af det arbejde. Især fordi det er ét af de områder, hvor det europæiske samarbejde udvikler sig mest.

Derfor vil regeringen have undersøgt, hvilken betydning forsvarsforbeholdet har for Danmark. Så vi kan få en debat på et oplyst grundlag. Jeg har ikke lagt skjul på, at jeg gerne så forbeholdet afskaffet hurtigst muligt. Jeg mener, at det er en hæmsko for Danmark. Jeg ved godt, at tiden ikke er til en afstemning lige nu. Men udviklingen understreger klart, hvorfor Danmark er dårligere stillet med forbeholdet.

***

De store globale udfordringer løses nu engang bedst i fælleskab. Derfor er jeg også ærgerlig over den amerikanske beslutning om at forlade Syrien. Det var en beslutning, der kom bag på mange. Vist nok også internt i den amerikanske administration. Godt nok er ISIL på vej til at være nedkæmpet, men kampen er altså ikke slut endnu. Det er afgørende, at vi holder fast nu, så ISIL ikke får mulighed for at genopstå. Det var min besked, da jeg talte med min amerikanske kollega kort efter at beslutningen blev annonceret. Og det vil være min besked, når jeg om en uges tid rejser til Washington, for at deltage i et møde i koalitionen mod ISIL.

***

Også i EU bliver 2019 et vigtigt år. Den proces, vi er vidne til i Storbritannien, kan vist bedst beskrives som fuldkommen kaotisk. Jeg må da tilstå, at jeg ind i mellem kan få den tanke, at det er svært at se en vej frem.

Det er helt afgørende, at vi får afklaret forholdet mellem EU og Storbritannien. Men bolden er på briternes banehalvdel. Det er op til den britiske regering at finde en løsningsmodel, som vil kunne sikre den hjemlige parlamentariske opbakning. Som EU så kan forholde sig til.

I morgen skal det britiske parlament igen forholde sig til vejen frem. Situationen er stadig uafklaret, og der er mange scenarier i spil. Fra dansk side er vi forberedt på et no-deal Brexit. Men det vil være skidt for europæisk stabilitet på et tidspunkt, hvor samarbejdsstrukturerne i forvejen er under pres.

***

Og så er Danmark med årsskiftet trådt ind i FN’s Menneskerettighedsråd. Her skal Danmark være en klar stemme for den liberale verdensorden og forsvaret for menneskerettighederne. Vi skal bruge vores plads i Rådet til at hjælpe civilsamfund og menneskerettighedsforkæmpere. Og så skal vi presse på for nødvendige reformer. Reformer, der skal sikre et mere effektivt og troværdigt Råd, som har mindre politisk slagside. Det kan ikke være rigtigt, at en fjerdedel af alle lande-resolutioner, som vedtages i Rådet handler om Israel.

Målet er også, at nye medlemmer til Rådet rent faktisk lever op til de højeste menneskerettighedsstandarder. En plads i Rådet må aldrig blive et værn mod kritik. Det er en sag vi glæder os til at kæmpe for i 2019.

***

Frihandel bliver også et fokusområde i 2019. Frihandel er desværre blevet en ny international kampplads, og jeg må tilstå, at jeg er dybt bekymret over den stigende tendens til protektionisme og over handelskrigen mellem USA og Kina. Den skaber usikkerhed for virksomhederne og kan true den globale økonomiske udvikling.

Sidste år blev EU trukket direkte ind på kamppladsen, da USA pålagde store toldforøgelser på europæiske stål- og aluminiumsprodukter. Efter fejlslagne forhandlinger reagerede et samlet EU resolut ved at re-balancere handelsforholdet. Det gjorde vi, fordi vi ikke vil acceptere at se vores interesser og WTO-reglerne tilsidesat.

Heldigvis er vi nu i gang med en mere konstruktiv dialog, og kan forhåbentlig inden længe komme i gang med frihandelsforhandlinger med USA. Men de amerikanske overvejelser om markant toldforøgelse på europæiske biler lever stadig. Gør USA alvor af overvejelserne, skal vi være klar til at svare igen med passende modforanstaltninger.

Samtidig er der ingen tvivl om, at vi langt hen af vejen deler USA’s bekymringer. Der er behov for et mere resolut svar på Kinas unfair handelspraksis og problemerne med bl.a. uigennemsigtighed, ulige konkurrencevilkår og tvungen teknologioverførsel. Men vi må ikke ødelægge det multilaterale handelssystem i processen. WTO har tjent os godt ved at fremme vækst og frihandel. Derfor er det vigtigt at bevare de dele af systemet, der fungerer – men selvfølgelig også at modernisere de regler og principper, der er blevet overhalet af virkeligheden.

Jeg håber – også for Europa – at det lykkes at indgå en aftale mellem USA og Kina i løbet af 2019. Det vil være godt for os alle – hvis aftalen vel at mærke ikke bliver på bekostning af europæiske virksomheder.

***

Kinas rolle er i det hele taget et emne, vi har på radaren. I dag er der vist ikke mange steder tilbage i verden, hvor Kina ikke har interesser. De er simpelthen til stede over alt. Prøv en gang at tænke på, at mens vi laver udenrigspolitiske strategier for en toårig periode, så arbejder kineserne med en 2049-plan for deres økonomiske udvikling. Det er et helt andet perspektiv. Og en udvikling vi er nødt til at forholde os aktivt til.

Med vores strategiske partnerskab med Kina er Danmark godt placeret til at gribe mulighederne og imødese udfordringerne. Partnerskabet giver adgang til centrale kinesiske institutioner. Det gavner danske virksomheder. Og det giver os en platform for dialog om emner, hvor vi ikke er enige – som for eksempel menneskerettigheder.

Jeg nedsatte i efteråret det såkaldte ”Ekspertpanel for Globale Vækstcentre – Kina”. Det er et panel bestående af erhvervsledere og eksperter med særlig indsigt i det kinesiske marked. Panelet skal rådgive regeringen og komme med anbefalinger til, hvordan danske økonomiske og erhvervsinteresser i Kina varetages bedst.

Så Kinas nye rolle byder på masser af nye muligheder. Men omvendt også en række udfordringer. Og her skal vi være opmærksomme på vores egne interesser.  

***

Det var mit bud på nogle af de emner, som kommer til at fylde godt op på den udenrigspolitiske dagsorden i 2019. Og det var mit bud på, hvordan Danmark skal agere i verden anno 2019 – nemlig med friheden som pejlemærke i en aktiv og engageret udenrigspolitik.

De af jer der har hørt mig tale før vil vide, at jeg er ukuelig optimist. Derfor vil jeg gerne slutte af med et par fakta. Mange af jer ved sikkert, at der for nylig på Facebook har kørt en bølge med en ”10 year challenge” – altså at man sætter et 10 år gammelt billede op ved siden af at billede fra i dag.

Jeg vil gerne runde af med at give jer en lidt alternativt 40 års challenge:

For godt fyrre år siden levede 42,2% af verdens befolkning i absolut fattigdom. I dag er det tal 8,6%.

For fyrre år var 21,7% af verdens unge analfabeter. I dag er det tal 8,6%.

For fyrre år siden lå spædbørnsdødeligheden globalt på 12,5%. I dag er det tal 3,9%.

Og for fyrre år siden var den gennemsnitlige levealder 62,2 år. I dag er det tal 72,2.

Med den udvikling behøver man ikke være naiv for at tro på, at verden i morgen bliver et endnu bedre sted end verden i dag.

Mange tak for ordet.