Facebooktwitterlinkedinmail

Hugo Gaarden
06.08.2019

KLUMME: Spændinger om Iran, skærpet handelskrig med Kina, et nyt atomvåbenkapløb og europæere, der ikke kan finde ud af, om de skal følge Trump eller være sig selv. Det hele udspilles her og nu, mens der er tegn på en ny recession

Er vi med i et tv-reality show eller står verden på randen af nye konflikter? Der har sjældent været optræk til så mange nye konflikter som nu. Nærmest en ny hver dag. Er de reelle? Samtlige aktuelle problemer er udløst  af USA’s præsident Donald Trump, og verden danser efter hans toner. Trumps twitter-politik præger mediebilledet for der kommer ikke et decideret modspil fra anden side for at sætte en helt anden dagsorden, og slet ikke fra Europa.

Iran står i centrum og er det mest alvorlige, fordi Iran kan blive udgangspunktet en ny Mellemøstkrig, som vil få globale konsekvenser. Men samtidig har Trump skærpet handelskrigen med Kina, og det kan forstærke tendensen til en ny recession efter ti år med fremgang. Trump har samtidig skrottet mellemdistance-atomaftalen INF, der er så vital for Europa.

Dén cocktail vil under normale forhold mildt sagt skabe nervøsitet verden over, men med Trump véd vi ikke, om vi skal tage noget som helst alvorligt. Men nogle tager det alvorligt. De seneste problemer for olietransporterne ved Hormuz-strædet kan føre til stigende oliepriser, og udvidelsen af handelskrigen med Kina har allerede fået aktiemarkederne til at falde. Det skyldes, at Kina prompte har svaret igen ved at lade sin valuta, yuan, falde over for dollaren, nemlig 2 procent, og det mere end udligner de nye tariffer på 10 pct. på de resterende 300 milliarder dollar på Kinas eksport til USA. Begge begivenheder kan være den udløsende faktor for en ny recession, som alle økonomer venter efter en usædvanlig lang opgang, ikke mindst i USA, efter finanskrisen i 2009.

Situationen omkring Iran er kompleks. Udgangspunktet er, at USA trådte ud af den internationale atomaftale med Iran og indførte nye sanktioner mod Iran. Formålet er ikke kun at tvinge Iran til at indgå en aftale, der gør det endnu sværere for Iran at udvikle atomvåben og nye raketsystemer, og at tvinge Iran til reducere sit engagement i Mellemøsten. Formålet er også at tvinge Iran økonomisk i knæ og gennemføre en regimeændring.

Skærmydslerne den seneste tid om chikane af olietankskibe ved Gibraltar og i Hormuz-strædet har ført til overvejelser om at sende vestlige flådefartøjer til Hormuz-strædet for at beskytte den internationale olietrafik. Det lyder tilforladeligt, men det kan blive misbrugt af alle parter til at skærpe konflikter. Det har allerede ført til en splittelse af de europæiske nationer mellem dem, der vil deltage i flåde-beskyttelsen og dem, der ikke vil.

Det vil uvægerligt skærpe diskussionen om de europæiske landes holdning til atomaftalen, der skal hindre Iran i at udvikle atomvåben, men som også skal normalisere Irans internationale forbindelser. Men nu vil USA gennemtvinge en international boykot af Iran. Europa gør intet konkret for at sikre et økonomisk samkvem med Iran. Europæerne kunne dog med lethed støtte Iran med statslige olieopkøb og kreditter, der sikrer olieleverancerne, selv om det vil blive opfattet som en provokation fra amerikansk side, siger en af USA’s førende Iran-eksperter, Vali Nasr, der har rådgivet præsident Obama. Til Der Spiegel siger han, at situationen minder om optakten til Den første Verdenskrig på grund af magtkampen mellem Israel og Saudi-Arabien på den ene side og Iran på den anden. Dengang trak de europæiske lande sig ind i en konflikt som søvngængere, som historikeren Christopher Clark har udtrykt det, fordi ingen havde en strategi for at håndtere de europæiske spændinger.

Hovedproblemet er, at der ikke findes en strategi fra Vestens side over for Iran – og Mellemøsten. USA er delt mellem Trump og Pentagon, som trods Trumps krigerisk udsagn ikke ønsker at angribe Iran militært, mens en anden fløj omkring sikkerhedsrådgiveren John Bolton ønsker krig eller i det mindste regimeændring. Da der også er en magtkamp internt i Iran mellem høge og duer, kan deltagelse i en flådeoperation blive misbrugt til at fremprovokere en større konflikt. Det kan vikle europæiske lande ind i en uoverskuelig situation, hvis der ikke er udviklet en strategi.

Der er stilhed om den måske mest afgørende aktør i Mellemøsten, Israel, utvivlsomt på grund af den politiske krise uden regering. Men  ministerpræsident Benjamin Netanyahu har gennem årene altid været fortaler for militære angreb på de iranske atomanlæg, mens militærets ledelse og efterretningstjenesten Mossad har advaret om uoverskuelige følger. Hvis Iran føler sig svigtet af ikke bare USA, men også af Europa og i stor stil genoptager sit atomprogram, vil der komme et stærkt politisk pres på en ny israelsk regering for at angribe Iran. Det vil sætte Mellemøsten i brand og måske standse en femtedel af verdens olieforsyning.

Det er dén situation, Europa skal tage stilling til – mere end flådeovervågning og udsendelse af jægersoldater til Syrien. Den britiske historiker, Ian Kershaw, har en interessant pointe i sin nye bog Roller-Coaster om Europa i efterkrigstiden. Han tror ikke, at EU vil udvikle sig til et forenet stater i nær fremtid, men han tror, at ydre pres kan føre til en stærkere samling og optræden i sikkerheds- og forsvarspolitikken, herunder med en mere uafhængig optræden over for USA. Iran-problematikken bliver en test på, om det vil ske, også for den vil demonstrere, hvordan Europa vil optræde over for Kina og atompolitikken generelt.