Stigende ulighed har undergravet demokratiet, og samtidig har den teknologiske udvikling skabt muligheder for langt mere omfattende overvågning end selv Sovjetunionen drømte om. Men vi kan stadig nå at vende udviklingen.
Året er 1989, det er forår og kun nogle få måneder siden, Mikhail Gorbatjov i december 1988 under sin tale til FN annoncerede, at USSR ikke længere ville blande sig i deres østeuropæiske naboers anliggender. Det demokratiske kalejdoskop tegner en lysere fremtid, hvor Sovjetunionen er den første store brik til at falde, og med sig vil den tage de andre på vejen mod en global demokratisering og liberalisering. Man ser konturen af enden på Den Kolde Krig, og det luner.
Samme forår skriver Francis Fukuyama sit berømte essay om ”the end of history”, altså en afslutning på verdenshistorien, som vi kender den. Argumentet er, at demokratiet vil være alle andre styreformer overlegent, da det er drevet af menneskets naturlige behov for fred og velstand. Det gør det til en ufravigelig kurs på den lange bane.
Fukuyama fik ret i noget; USSR faldt nogle år senere, og i 90’erne så vi den såkaldte tredje demokratiseringsbølge.