Vi ser os selv som fornuftens kontinent – men konfronteret med Trump, Ukraine og Grønland er det nødvendigt at spørge, om vores universalisme altid har været mere ideal end praksis.
En isnende vind bedøver København.
Alt er gråt i gråt, og forputtede turister og skoleklasser kæmper om førsteretten til at søge ly bag Glyptotekets tykke mure i jagten på lidt varmelindring.
Indenfor er der tyst. Vagterne nikker goddag, og rundt omkring i den majestætiske vinterhave sidder folk i egne tanker, mens verdensordenen fortsat er i gang med at bryde sammen udenfor.
Jeg har sat idéhistoriker Mikkel Thorup stævne til en snak om netop det.
For når vi nu taler så meget om verdensbrud og den stærkes ret, hvad er det så egentlig, vi mener?
Brød verdensordenen ikke sammen, da vi invaderede Irak? Eller da Saudi-Arabien angreb Yemen? Hvorfor spiller påberåbelsen af suverænitet sådan en stor rolle, når det...
