I efteråret fejrer vi med rette 30-året for murens fald og det, vi kaldte skabelsen af en ny verdensorden. I tider med Brexit og Trump, trusler fra Putin og Erdogan samt den kinesiske fremmarch er det interessant at se på, hvad der skete den gang.
Jeg begyndte med at kigge i de gamle Udenrigs. Helt forståeligt skulle man vente til nummer 4, 1990 for at finde det første bud på, hvilke forandringer der ventede. Det kom til gengæld fra redaktøren, Tøger Seidenfaden, under titlen: ”Det nye Europas arkitektur”. I bagklogskabens klare lys må man sige, at Seidenfaden havde fanget mange af de dilemmaer, vi har været igennem.
Han beskriver, at de revolutionære
opbrud, der har ophævet Europas deling, er skabt af de enkelte lande, ikke ved
påvirkning udefra, og at diplomaterne og statsmændene er travlt beskæftiget med
at ratificere konsekvenserne. Han skriver også, at det vækker forhåbninger om
en ny international orden, der kan bygge videre på det nye værdifællesskab.
Seidenfadens første diskussion
drejer sig om, hvorvidt CSCE – nu OSCE – eller NATO skal være Europas
fremtidige sikkerhedsorganisation, og han fastslår, at dels er NATO meget ...