Vi kan og bør gå i diplomatisk dialog med Nordkorea

Året var 1973. K.B. Andersen var udenrigsminister, og Anker Jørgensen var statsminister, da vi for første gang indledte diplomatiske relationer med det kommunistiske og meget totalitære land Nordkorea. Jeg ved fra en samtale med Anker Jørgensen, at han ikke var entusiastisk tilhænger af beslutningen, men dels var der et pres fra venstrefløjen, dels herskede der en vurdering af, at Nordkorea var et blivende fænomen – hvad der senere viste sig at være en korrekt vurdering. 

Perioden med nordkoreanske diplomater i København var dog relativt kort og problematisk. I udenrigsministeriet var man ikke ovenud lykkelig, når diplomaterne meldte deres ankomst, og desuden endte de med at misbruge deres diplomatiske privilegier ved at videresælge toldfri cigaretter, spiritus og angiveligt også hash. Erfaringerne fra denne periode svarer i store træk til erfaringerne fra de andre nordiske lande, som også anerkendte Nordkorea i første halvdel af 1970’erne.