Der har været meget kritik af Verdenssundhedsorganisationen i forbindelse med coronakrisen. USA har i raseri meddelt, at de vil trække sig helt ud. Men medlemslandene har mest af alt kun sig selv at takke for, at det er gået så skidt.
Vi har alle fået lidt af et crashkursus i epidemiologi, virologi og global sundhed i løbet af 2020. Samtidig har COVID-19-pandemien i den grad sat spotlyset på Verdenssundhedsorganisationen (WHO). Det er der gode grunde til. WHO er FN-systemets ledende sundhedsorganisation og dermed en central aktør i det multilaterale system. Fokus har dog ofte været for snævert. Problemerne handler nemlig om meget mere end WHO’s ageren. Der er imidlertid stærke interesser, der foretrækker at reducere debatten til netop dét perspektiv for at flytte opmærksomheden og eventuelt ansvar væk fra dem selv.
Hvis man ønsker en seriøs diskussion af WHO’s håndtering af COVID-19-pandemien, er man nødt til konsekvent at inddrage medlemsstaternes rolle og ansvar i analysen. Man kan for eksempel stille spørgsmålet ’lever medlemsstaterne op til deres internationale forpligtelser?’ Samtidig bør vi interessere os for det, som man kan kalde ’sundhedsinternationalisme’. Det er...