I 2019 er Arktis kommet helt op på dagsordenen for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det hænger nøje sammen med USA’s ‘genopdagelse’ af den vigtige geostrategiske og potentielt store geoøkonomiske betydning, som regionen har. USA har indledt en militær opbygning og en diplomatisk og økonomisk ‘offensiv’ i forhold til Grønland med genåbning af et repræsentationskontor i Nuuk og med adskillige tilbud om støtte til grønlandsk uddannelse og forskning samt investeringer i infrastruktur og ressourceudvinding på øen. Der følger imidlertid også amerikanske forventninger og krav med til Grønland og til Danmark, som især knytter sig til den overordnede stormagtsrivalisering med Kina, som dominerer amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik i disse år.

Amerikansk fokus på at holde Kina ude af Arktis

Som fastslået af den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo i en skelsættende tale ved Arktis...